Vores blog

Så kører vi gennem Tyskland og togene er helt præcise. Vi startede med dis i Koblenz men her ved Kassel er det flot solskins vej. Godt vi har siddepladser hele vejen, der er mange søndagsrejsende.

Som jeg skrev i går har vi også haft tid til eftertanker her hvor mange usikre ting rammer os næsten hver dag:

Vores rejse gennem Strasbourg, Turckheim, Lyon, Basel og Koblenz har ført os gennem et landskab, hvor historien stadig mærkes i gaderne, floderne og bygningerne. Få steder i Europa viser spændingen mellem krig og fred tydeligere end Alsace. Her har generationer levet under skiftende tilhørsforhold – fransk den ene, tysk den næste – og hver ny ændring bragte både dilemmaer og udfordringer i hverdagen.

Efter den fransk-tyske krig i 1870 blev Alsace tysk. Skolerne underviste på tysk, sønnerne skulle indkaldes til tysk militærtjeneste, og det franske sprog og kulturelle traditioner blev skubbet til side. 

Efter Første Verdenskrig blev regionen igen fransk, og så måtte man tilpasse sig nye love, nyt sprog og ny administration. 

Under Anden Verdenskrig blev tvangstjeneste, flygtningestrømme og nazistisk kontrol endnu en barsk virkelighed. 

For almindelige familier blev spørgsmålet om identitet en daglig udfordring: Hvem skulle man vise sig som? Hvilke traditioner kunne man bevare? Selv kirkegang, skole og familiefester blev små spejle af de større konflikter omkring dem.

I dag ser vi et helt andet Alsace. Strasbourg er ikke længere et stridens centrum, men et symbol på europæisk forsoning. Her mødes repræsentanter fra hele kontinentet i Europarådet og Europa-Parlamentet, og regionen er et praktisk bevis på, at samarbejde kan overvinde århundreders fjendskab. Økonomi, handel og kultur har spillet en afgørende rolle: floden Rhinen gjorde Alsace til et knudepunkt for transport og handel, skoler og universiteter begyndte at samarbejde på tværs, og industri og finansforbindelser bandt folk sammen på nye måder. 

Forsoning blev ikke blot et ideal, men også en praktisk nødvendighed.

Set med danske øjne kan man genkende paralleller til Sønderjylland. Også her har grænsen flyttet sig, og historien har været præget af spændinger og konflikter, men i dag er samarbejde og fredelig sameksistens det dominerende.

I vores nuværende tid kan det lyde naivt at tale om forsoning. 

Men er der andre veje end at søge freden selv om det måske tager lang tid.

Europa står i skarp konflikt med Rusland, krigen i Ukraine fortsætter, og i Palæstina synes fred næsten utænkelig. Men erfaringerne fra Alsace og Sønderjylland minder os om, at selv dybe og blodige fjendskaber kan vendes, hvis nye generationer vælger en anden vej.

Vi kan tage hjem med en påmindelse om, at Europas styrke ligger i evnen til at lære af fortiden. Historien giver os ikke hurtige løsninger, men den giver håb: at selv dér, hvor ufred engang syntes uundgåelig, kan fremtidens kort tegnes med broer i stedet for mure.

Koblenz er en af Tysklands ældste byer, smukt beliggende ved sammenløbet af Rhinen og Mosel.

Byen blev grundlagt af romerne for næsten 2000 år siden, og navnet stammer fra Confluentes, som netop betyder “sammenløbet”.

Gennem århundrederne har Koblenz været en vigtig fæstnings- og handelsby, men under 2. verdenskrig blev den hårdt ramt af bombardementer. Store dele af centrum lå i ruiner, og derfor ser mange af bygningerne i dag forholdsvis nye ud, selv i den gamle bydel. Alligevel har Koblenz bevaret sin charme med hyggelige pladser, kirker, caféer og ikke mindst den storslåede beliggenhed ved de to floder.

Vi begyndte dagen på Firmungstraße 17 og gik ud i Altstadts hyggelige gader. Brostenene, bindingsværkshusene og de små butikker satte straks stemningen – sådan lidt som at træde tilbage i tiden. Men man bliver mindet om, at meget af det, man ser, faktisk er omhyggelige rekonstruktioner efter de voldsomme ødelæggelser under 2. verdenskrig. Bygningerne ser derfor ikke helt så gamle ud, som man måske forventer, men atmosfæren er der stadig.

På Jesuitenplatz holdt vi en lille pause. Pladsen var omgivet af barokbygninger og caféer, og der var en livlig stemning, selv om vi bare stod og nød omgivelserne.

Vi fortsatte til Liebfrauenkirche, en smuk gotisk kirke med farvede glasmosaikker og en rolig atmosfære, før turen gik videre til St. Kastor Basilika, byens ældste kirke. Denne gang nøjedes vi med at opleve den udefra, men det var bestemt ikke en skuffelse – kirken var omgivet af smukke haver og store, gamle træer, som gav stedet en særlig ro og skønhed.

Fra basilikaen gik vi videre mod Deutsches Eck, hvor Rhinen og Mosel mødes. Monumentet og udsigten til vinmarkerne på bjergsiderne var imponerende – et sted, hvor man for alvor mærker byens placering mellem de to store floder.

Mosel har sit udspring i de sydlige Vogeser i Frankrig, slynger sig gennem det smukke Moseldal, følger grænsen til Luxembourg og løber så ind i Tyskland, indtil den til sidst møder Rhinen netop her i Koblenz. Sammen fortsætter de mod Holland, hvor de ender i Nordsøen. At stå ved sammenløbet og tænke på den lange rejse, floderne har bag sig, gav stedet en ekstra dimension.

Til frokost gjorde vi det helt enkelt. Vi købte bare en døner kebab og satte os ned ved floden.

Det var måske ikke det mest traditionelle valg, men det passede perfekt – solen skinnede, og udsigten gjorde måltidet til noget helt særligt.

Om eftermiddagen tog vi svævebanen over Rhinen til Ehrenbreitstein.

Turen op bød på en fantastisk udsigt over byen og floderne.

I stedet for at slå os ned i fæstningens café fandt vi en flot, stejl sti ned til floden, hvor den lokale færge ventede på os.

Vi havde på forhånd forhørt os, og kaptajnen sejlede hele eftermiddagen – selvfølgelig gjorde han det. Det er en enmandsbetjent færge, der krydser næsten sidelæns over strømmen. Kaptajnen var en hyggelig type, som tog imod gæsterne med smil, og han sejlede først, når han mente, det var tid, og der var fri passage forbi de store flodbåde

Nu var det tid til en rigtig god kop kaffe og et stykke æblekage, som vi kunne nyde med udsigt til den travle trafik på floden. Solen brød endelig igennem, og temperaturen sneg sig op på næsten 20 grader i skyggen – en lille gave på en lørdag i september.

Stemningen i byen var løssluppen.

Mange sad udenfor og nød en øl, og da vi kom tilbage til Jesuitenplatz, blev vi mødt af et stort slagerorkester, der for fuld udblæsning kastede sig ud i gamle ABBA-numre. Vi var ikke i tvivl om, at vi var i Tyskland – der var lederhosen, brede smil og masser af sang.

Samtidig var der en feministisk manifestation til støtte for brysterne, og i den anledning havde et mandskor stillet sig op og sang glade slagere. Der var virkelig gang i byen – et festligt punktum på en dag, der bød på både historie, kultur og den helt særlige atmosfære i Koblenz.

Efter et lille hvil i den flotte lejlighed vi bor i, gik vi på opdagelse efter et spisested. Vi kom ned til floden, og her kunne vi sidde og nyde aftensmaden og to store hjemmebryggede øl, mens solen gled ned.

Det var afslutningen på en god dag i Koblenz, hvor vi fik opdaget den glade og uformelle tyske stemning.

I morgen venter en lang togrejse fra klokken 9 til 19:30 – så skulle vi være tilbage efter en fantastisk dejlig tur i tre lande og langs de store floder, hvor historiens sus gav os eftertænksomhed. Mere om det i morgen.

Det er igen gråt udenfor, men heldigvis venter solen og højere temperaturer forude. Turen er behagelig, og det er dejligt med gratis sporvogne, så vi kan bevæge os rundt uden besvær.

Vi har god tid, så vi kan tage det roligt og nyde de sidste timer i Basel, som virkelig er en stor og spændende by.

Der er travlhed på Basel SBB, men vi finder et hyggeligt kaffested, hvor vi lige kan trække vejret. Vi kigger også efter små souvenirs og får samlet lidt let frokost til turen videre mod Koblenz.

Toget holder klar på perron 12 og det er et langt tog der skal over Bremen til Hamburg. Det afgår præcist 

Snart glider vi ind i Tyskland, forbi Basel og videre mod Baden-Baden. Udenfor vinduet ser vi hele fem storke, der går langs banelinjen. Markerne er godt våde efter regnen.

Mellem de store landbrugsområder dukker store industrivirksomheder pludselig op i udkanten. Og så genkender vi stationen i Offenburg – her måtte vi skifte tog, da turen gik til Strasbourg. Tiden flyver og vi er på vej hjemad.

Nu åbner Rhindalen sig. Nogle steder er den bred, og her dyrkes der mange grøntsager og frugter som æbler. Det er stadig overskyet, men horisonten lysner, som om solen venter lige forude.

Efter Karlsruhe lægger toget sig tættere op ad Rhinen, og retningen drejer mere mod nordvest. Floden er nu en fast følgesvend gennem landskabet, og vi fornemmer, at vi nærmer os Koblenz, som vi glæder os til at opleve ved de store floder.

Det er fredag eftermiddag, og toget er fyldt med mange rejsende – nogle på vej hjem fra arbejde, andre på vej ud i weekenden. Stemningen er livlig, og vi mærker for alvor, at vi nærmer os en stor station. Vi følger også trafikken på vejene, hvor bilkøerne snor sig langs Rhinen. Det hele bevæger sig langsomt fremad, mens vores tog glider ubesværet forbi.

Nu når vi den store industriby Mannheim. Her er jernbanen flankeret af vidtstrakte arealer, og midt imellem de store linjer og ved byens industri dukker der kolonihaver op. Nogle af dem er ganske store, små grønne pletter klemt ind mellem byens travlhed og de åbne banestrækninger. Disse områder med kolonihaver dukkede næsten altid op når vi nærmede os større byer. Efter Mannheim dukker også store siloer op med malt, der rejser sig som industrielle monumenter langs banen.

Efter at have passeret Mainz opstår der en lille forsinkelse på 12 minutter men vi skal heldigvis ikke nå nogle andre tog. 

Toget er stadig fyldt med mange rejsende, og himlen ser ikke ud til at klare helt op i dag – skydækket ligger let over landskabet, mens Rhinen fortsætter med at følge os på vores vej mod Koblenz.

Nu kører vi tæt langs Rhinen, og flotte udsigtspunkter dukker op langs floden. Landskabet skifter mellem små byer, vinmarker og skovklædte bakker, og hvert kig ud af vinduet giver et nyt blik, der gør togturen til en fin oplevelse. 

Strømmen i floden er stærk, og der er ikke mange både på vandet, hvilket understreger flodens kraft.

Undervejs møder vi dog store flodbåde, og vi ser også Acharach – en af de mest idylliske byer i Rhindalen, med tårne, bymur og vinmarker. Et perfekt stop, hvis man engang vil tage toget dertil. 

Kort efter kommer Kaub, hvor det berømte Pfalzgrafenstein Slot ligger midt ude i Rhinen på en lille ø – det ser helt eventyrligt ud. 

Længere fremme dukker Loreley-klippen op ved St. Goarshausen, den mest berømte klippe i dalen på 132 meter. Ifølge sagnet sad Loreley her og sang søfolk i døden.

Vi passerer også en campingplads med mange campere, her kan man fornemme weekendstemningen allerede er tydelig. Camperne holder tæt langs flodbredden, og man fornemmer, at mange nyder udsigten og flodens ro.

Efterårsfarverne viser sig mere tydeligt i landskabet. Vinmarker, skove og byernes træer gløder i nuancer af gult, orange og rød. Efteråret er virkeligt på vej.

Endelig er vi fremme i Koblenz, og lidt blå himmel viser sig. Solen bryder forsigtigt igennem skyerne og kaster lys over floden og byens tage – en god afslutning på en malerisk og oplevelsesrig togtur. 

Vi finder snart frem til den flotte lejlighed midt i den gamle bydel, og det føles dejligt at være på plads efter dagens rejse.

Her til aften skulle vi rigtigt opleve at vi nu var i Tyskland.

Vi fandt en klassisk stort spisested. Einstein hed den og muntre tjenere fik fortalt os at paneret schnitzel og paneret kylling med en god salat lige var det vi måtte spise, dertil en rigtig god øl.

Nu er vi fremme i Koblenz. 

Vi ser frem til sol og 17 grader i morgen.

Basel – historie og geografi

Basel ligger smukt ved Rhinen i det nordvestlige Schweiz, tæt på grænserne til både Tyskland og Frankrig. Byen har gennem århundreder været et vigtigt handels- og kulturcentrum, kendt for sine banker, universiteter og kunstinstitutioner. Den gamle bydel med sine smalle, snoede gader og middelalderbygninger står i kontrast til de moderne kvarterer langs floden, og kombinationen af historie og nutid gør Basel til en levende og interessant by at udforske.

Marktplatz & Rådhuset

Vi startede vores formiddag på Marktplatz, hvor rådhuset og de små markedsboder straks satte scenen.

Midt på torvet troner det røde rådhus med sit markante tårn. Et meget imponerende sted.

Vi gik også langs boderne, tog et par billeder og nød farverne og dufte fra frugt, grøntsager og blomster.

Fra torvet gik vi videre ind i de smalle, historiske gader, som straks gav endnu en følelse af at træde tilbage i tiden.

Spalenberg, Leopoldkirken & murmaleriet

På vej mod Spalenberg kom vi forbi Leopoldkirken, en smuk og lidt gemt perle.

Pludselig blev vi overrasket af et stort murmaleri med kendte musikere – ABBA, Bob Dylan og John Lennon – midt i Basels gamle gader. Det var sjovt at se historiske musikikoner side om side med stedets gamle sten og huse.

Lidt længere fremme mødte vi en moderne kontrast: en Apple-butik, fyldt med folk på jagt efter den nyeste iPhone 17. Fra middelalder til hypermoderne på få skridt – det var næsten surrealistisk.

De smalle, snoede gader førte os videre, og vi lod os opsluge af stedets middelalderlige rytme og charme. Vi er igen lidt i en anden verden.

Basler Münster & Pfalz

Gaderne åbnede sig, og pludselig stod vi foran Basler Münster. Domkirkens majestætiske tårne og den smukke plads gav os panoramaudsigt over Rhinen og byen. Det var et naturligt sted at lige at holde en god pause, inden vi fortsatte mod næste oplevelse.

Tinguely-Brunnen & kaffepause

Vi gik videre til Tinguely-Brunnen, en legende springvandsskulptur med mekaniske figurer i konstant bevægelse. Kunstneren Jean Tinguely, født i Fribourg, arbejdede meget her i Basel, lige her kan man se hans karakteristiske bevægelige figurer sprøjte vand og skabe en levende oplevelse. 

Lige ved siden af lå en kunstbiograf, hvor vi satte os og nød en tiltrængt god kaffe, mens byens liv fortsatte udenfor.

Markedshallen & streetfood

Vi gik videre til den gamle Markedshal, et stort madmarked under kuplen. Vi kom lige i frokosttiden så der var rigtig mange der holdt frokost pause. Her fristede vietnamesisk streetfood, og vi fandt et sted at sidde og nyde duften af koriander og chili – en fin  frokost. ( priser er høje her i Basel – tænk engang 350 kr for streetfood !)

Sporvogn til Kunstmuseum & Rhinen

Efter markedshallen tog vi sporvognen til Kunstmuseet Basel, hvor vi lige kiggede lidt ind og så en imponerende Rodin skulptur – The Burghers of Calais

Kort efter forsatte vi til fods, krydsede Rhinen og fulgte stien langs floden. Strømmen var stærk denne dag, og de små færger lå stille – vi kunne så i ro betragte flodens kraft og byen på begge sider.

Kaffestop i Fruhling i Kleinebasel

Vi fortsatte til Fruhling, et hyggeligt og hipt kaffested i Kleinebasel, bydelen på den anden side af Rhinen, kendt for sit lokale og kreative miljø. Her kunne vi hvile benene og nyde den afslappede atmosfære, mens vi lod os friste af en af de mange fine kaffesorter og stedets hjemmebag, inden vi vendte tilbage mod bymidten.

Tilbage til Marktplatz & øl på en Bierstube

Med sporvogn 18 gik turen tilbage til Marktplatz, hvor vi rundede dagen af i en klassisk Bierstube.

En kold, velskænket øl var den perfekte afslutning på en dag, hvor vi oplevede Basel både på den historiske side og på den mere livlige Kleinbasel.

Efter turen – tanker om Basel

Efter at have oplevet Basel til fods, mærker man tydeligt byens ro og velbevarede historiske karakter. Mange af de gamle bygninger og gader står næsten uberørte, og det føles som om, byen har haft tid og fred til at udvikle sig i sit eget tempo.

Det bliver især tydeligt, når man krydser floden: Grossbasel med sin historiske bydel fremstår ordentlig, korrekt og velorganiseret, mens Kleinbasel på den anden side er mere afslappet, livlig og kreativ. Kontrasten giver et helt særligt indtryk af byen – man oplever både præcisionen i historien og byens moderne puls på én dag.

Som besøgende bemærker man også, at Basel i nyere tid aldrig har været direkte udsat for krige. Det giver en rolig og autentisk stemning, som man ikke altid finder i byer som Strasbourg eller Lyon, hvor historien til tider har efterladt synlige spor af konflikter og genopbygning. Alt i alt får man en fornemmelse af, hvorfor vi tror at baslere selv er stolte af deres by – dens kultur, historie og evne til at bevare sin identitet gennem århundreder.

Vi havde en dejlig dag og fik en fin indsigt i et sted vi overhovedet ikke kendte til.

Gråvejr i Lyon i dag, og termometeret viser 12 grader her til morgen. Vi skal videre til Basel, med stop i Genève og Bern undervejs, og toget venter snart. Dog må vi lige have Un café au lait et un croissant. Lidt franske er vi jo blevet.

Vi har god tid på rejsedagen til at tænke lidt over alle vore indtryk så her er et lidt større indlæg.

På vores tur til Strasbourg og Lyon gjorde vi en lille, glædelig opdagelse: Bycentrene er langt mere rolige, luften friskere, og bilstøjen næsten væk. Forklaringen ligger i de nye miljøzoner, som begge byer har indført. Her må ældre og mere forurenende biler – især diesel og benzinbiler fra før cirka 2011 – ikke længere køre. Samtidig er gennemkørsel begrænset, og cyklister og fodgængere får mere plads.

Det er så mærkbart, at vi begge har følt det langt mere behageligt at være i en storby. Man kan bedre fornemme de steder, man besøger.

Vi har også lagt mærke til en stor hjælpsomhed i busserne: unge rejser sig, og man hjælper ældre med at finde siddepladser. Stemningen i busserne er rolig og afspejler i høj grad den multietniske befolkning, der især benytter kollektiv transport.

Vi kom hurtigt til stationen her i morges, men der opstod lidt forvirring da toget var forsinket. Vi måtte skifte perron, og mange mennesker skyndte sig, men heldigvis var der fin plads i toget.

Nu kører vi ud af Lyon, og gennem vinduet ser vi de store kemiske fabrikker, der kendetegner byens industriområde. Langsomt klarer vejret op, og i det fjerne dukker bjergene frem.

Vi kom hurtigt frem mod Jurabjergene og kører nu igennem en smal dalstrækning. Her ligger små landsbyer, næsten gemt inde mellem bjergsiderne. Man fornemmer, at her bor ikke mange – stederne virker rolige og afsides, som om tiden står stille. Jurabjergene er et ungt, bueformet bjergområde, der strækker sig langs den fransk-schweiziske grænse og er kendt for sit smukke landskab med skove, søer og vandfald.

Da vi ankom til Genève, brød solen frem. Vi var heldige at kunne nå en kop kaffe, inden vi fandt vej til spor 4. Nu sidder vi og nyder udsigten til Genèvesøen i solskin. Skydækket ligger dog lavt, så Alperne skjuler sig endnu – måske får vi øje på dem senere?

Vi er nu i Lausanne, og det, der straks springer i øjnene, er hvor rigt Schweiz fremstår. Byen ligger smukt på skråningerne ned mod Genèvesøen, og man kan tydeligt mærke den velstand, der gennemsyrer gaderne, bygningerne og butikkerne. Selv de små detaljer, som velholdte facader og parker, vidner om en høj levestandard.

Vi er jo nu kommet til Schweiz, og sproget omkring os er helt anderledes. I kupéen sidder vi sammen med en gruppe unge studerende, der småsnakker muntert om dagens oplevelser. Det er sjovt bare at lytte – schweizertysk lyder næsten som en form for syngende tysk, meget karakteristisk og helt anderledes end det, vi har hørt før.

Vi glider nu mod nord, og landskabet åbner sig med vinmarker og grønne græsmarker, der ligger side om side med små skovområder. Det er en rolig og smuk strækning, hvor naturen skifter langsomt, mens vi nærmer os Bern.

Når man sidder i toget og kigger lidt søgende rundt, er der ofte nogen, der gerne vil hjælpe. Vi kunne ikke lige finde et strømstik, og straks trådte en ældre herre til med et helt arsenal af forskellige powerbanks. Han forklarede tålmodigt alle mulighederne, og det var så fint at opleve den hjælpsomhed og venlighed blandt medrejsende.

Vi ankom til Bern og fandt hurtigt toget videre til Basel. Bern er en flot by og Schweiz’ hovedstad, og selvom vi kun havde kort tid her, nåede vi at fornemme byens charme.

Togturen videre til Basel tog en time i et flot tog med dejlige landskaber at kigge på undervejs.

Som turister skulle vi kunne køre gratis med bus og sporvogne i Basel – og det er jo en god ordning. Vi hoppede på linje 16, men den kørte blot rundt om banegården. Heldigvis fik vi talt med nogle lokale, der kunne fortælle, at sporvognene i aften ikke kunne køre på grund af Palæstina-demonstrationer i byen.

Vi mødte selv demonstrationen, da vi fandt vej til vores lejlighed. Den foregik meget fredeligt.

Det var nemt at finde frem til den gamle lejlighed på 3. sal, hvor vi fik en utrolig venlig modtagelse. Klokken var nu 19:30, og vi skyndte os hen til Coop for at købe aftensmad.

Resten af aftenen vil vi blot hygge os – med en god udsigt til gadelivet nedenfor.

Vi vil samtidig glæde os over en meget fin rejsedag, hvor vi nemt fik klaret en forholdsvis kompliceret rejsedag med sporvogne og 3 forskellige tog og en rejsetid på ca 7 timer.

Mere følger i morgen.