Efter vores rejse til Skotland i september har vi skrevet lidt om Kirstens tid på Quarriers i 1970.
Rejsen blev på mange måder en tur tilbage i tiden, men især mødet med Helen, som har boet på Quarriers siden 1962, satte gang i minderne. Samtalen med Helen fik Kirsten til at fortælle endnu mere om sin egen tid der – om hverdagen, børnene og livet i husene.
Det blev begyndelsen på en lille fortælling om Kirstens oplevelser fra 1970 og om gensynet med Quarriers 56 år senere.
Nu er historien skrevet ned – både som et minde om en særlig periode i Kirstens liv og som vores lille bidrag til historien om Quarriers.
Endnu en tørvejrsdag ventede os, selv om det blæste godt. Det passede egentlig fint til vores sidste dag i Skotland. Vi havde ikke lyst til bare at pakke sammen og tage direkte til lufthavnen – der måtte lige være plads til en sidste oplevelse.
Vi bor jo tæt ved den botaniske have i Edinburgh, og flere havde anbefalet os at besøge den. Så det gjorde vi.
Efter bare et kvarters vandring stod vi ved indgangen, hvor vi næsten blev budt velkommen af personalet, før vi nåede at finde ud af, hvor vi skulle gå hen. Og sikke en have!
Den botaniske have er et stort grønt åndehul midt i byen med gamle træer, brede plæner, stille stier og planter fra alle verdens egne. Her er både tematiske samlinger og små afsnit, hvor man hele tiden opdager noget nyt.
På denne tid af året var efteråret så småt begyndt at sætte sit præg på haven. De grønne farver blev blandet med gule, gyldne og rødlige nuancer, og vinden fik bladene til at rasle over stierne.
Klokken 12 fandt vi frem til Terrace Café, hvor der både er café og en stor butik. Det blev en overraskende god oplevelse.
Vi bestilte et par pies med en frisklavet salat, og det hele var både velsmagende og meget veltilberedt. Mange af grøntsagerne kommer fra haven, og det kunne næsten ikke være mere passende at sidde her og spise.
Samtidig havde vi udsigt over haven, hvor efterårsfarverne nu viser sig mere og mere. En dejlig sidste frokost i Edinburgh.
Klokken 13.15 vandrede vi tilbage mod hotellet ad den dejlige sti, der igen fulgte Water of Leith. Den har vi nu gået på flere gange, og vi har virkelig nydt den. Det er næsten lidt mærkeligt at tænke på, at sådan en fredelig sti langs en lille flod kan ligge midt i en storby som Edinburgh.
Tilbage på hotellet hentede vi vores bagage, og så ventede den sidste del af turen. Først omkring 20 minutters gang opad mod Picardy Place, hvor sporvognen går til lufthavnen. Det var en strækning, der krævede en lille kaffepause undervejs.
På Picardy Place fandt vi sporvognen, som sådan en lørdag var fyldt godt op med mennesker. Vi fandt heldigvis en plads, og så kunne vi læne os tilbage. 40 minutter senere var vi i lufthavnen.
Nu er vores gensynsrejse ved at være slut.
Men det har ikke bare været en rejse tilbage til Skotland. På mange måder har det været en rejse gennem vores eget liv.
For Kirsten begyndte forbindelsen til Skotland allerede i 1970, hvor hun arbejdede som Auntie på Quarriers Home. På denne rejse her i 2026 fik hun mulighed for at finde tilbage til det hus, hvor hun selv arbejdede, og til hus nr. 1, hvor hendes unge kolleger boede. Det var næsten som at få brikker fra et mere end 50 år gammelt minde lagt på plads igen.
Og så var der det helt særlige møde med Helen, som havde boet i hus nr. 4 helt siden 1962. Vi fik en fantastisk snak med hende, og pludselig stod fortiden ikke længere kun i Kirstens erindring. Her mødte vi et engageret menneske, som selv havde været en del af stedet gennem alle disse år.
Og Skotland har også en helt anden historie for os begge. I 1973 tog vi sammen på tommelfingerrejse rundt i landet. Dengang var vi unge, og verden lå åben foran os. Nu er vi vendt tilbage som seniorer – denne gang med fly, tog, busser og Interrailkort, men med den samme nysgerrighed efter at se, hvad der ligger rundt om det næste hjørne.
Det vi tager med hjem
Når vi nu sidder på vej hjem, er det selvfølgelig først og fremmest det storslåede højland, vi tager med os. Landskaberne, søerne, bjergene og vejret der så hurtigt skifter – og ikke mindst de fantastiske togture ud mod vestkysten. West Highland Line til Fort William og videre mod Mallaig var noget helt særligt.
Og vandreturen ved Ben Nevis gav os endnu en oplevelse af det landskab, som gør Skotland så specielt.
Men vi tager også byerne med os. De lange vandringer gennem Harry Potter verdens på universitet i Glasgow.
Inverness og Edinburgh, hvor vi på vores egen måde kom tættere på hverdagslivet end gennem de store turistattraktioner. Det er netop noget af det, vi holder af ved at rejse: at gå rundt, kigge os omkring og forsøge at forstå det sted, vi er kommet til.
Og så er der menneskene. Noget af det, vi også husker så tydeligt fra vores tidligere møder med Skotland, og som igen har gjort indtryk på os, er den venlighed, åbenhed og hjælpsomhed, vi har mødt. Det har været mennesker, der gerne ville hjælpe, når vi stod og kiggede lidt fortabt på et tog eller et gade hjørne, eller som bare faldt i snak med os. Der er en særlig ro over mange af de mennesker, vi har mødt, og et godt humør, som ikke kun viser sig i mødet mellem mennesker, men også rundt omkring i omgivelserne – i den lune humor, de små bemærkninger og den afslappede måde at være sammen på.
Det har gjort rejsen tryg og behagelig. Og måske er det netop sådan nogle møder, man husker længst, når landskaberne og seværdighederne efterhånden bliver til billeder i fotoalbummet
Og så er der et andet indtryk, som står tydeligt for os. Da Kirsten og jeg var her i 1970 og sammen på tommelfingerrejse i 1973, lagde vi mærke til den fattigdom, som prægede mange menneskers liv, ikke mindst i de større byer.
Noget af det har ændret sig meget, men efter vores øjne er de sociale forskelle stadig synlige.
Det gælder også på sundhedsområdet. Skotland har fortsat den laveste levealder blandt Storbritanniens lande og ligger meget lavt i forhold til de øvrige vesteuropæiske lande. De nyeste tal viser ganske vist, at levealderen igen er steget efter pandemien, men forskellene mellem de mest og mindst velstillede områder er fortsat markante. I 2022-24 var forskellen i forventet levetid mellem de mest og mindst belastede områder 13,2 år for mænd og 10,5 år for kvinder.
Det er tankevækkende at opleve et land med så meget naturskønhed og samtidig se, at der stadig er store udfordringer med social ulighed og folkesundhed. Det er tydeligt, at skotterne selv er meget opmærksomme på problemet og arbejder med at mindske forskellene.
Det bliver derfor også en del af det, vi tager med hjem: ikke kun billederne af bjergene, togene langs vestkysten og de hyggelige byer, men også nogle tanker om det samfund, vi har besøgt.
En rejse gennem tiden
Det er måske det fineste ved denne rejse. Vi har ikke bare genbesøgt steder. Vi har fået lov til at møde vores egen historie igen – Kirstens Skotland fra 1970, vores fælles Skotland fra 1973 og det Skotland, vi sammen har oplevet i 2026.
Nogle steder var forandret. Andre stod næsten, som vi huskede dem. Men vigtigst af alt har mennesker og fortællinger bundet tiderne sammen.
Nu venter flyet hjem.
Vi rejser fra Skotland med kufferten fuld af minder – og med følelsen af, at denne gensynsrejse blev meget mere, end vi havde turdet håbe på.
Vi havde planlagt en rigtig fin tur i dag. En rigtig Edinburgh-dag til fods, hvor selve vejen skulle være en del af oplevelsen.
Vi startede fra vores hotel og gik først mod Stockbridge. Her mærker man hurtigt, at Edinburgh også er en by, hvor mennesker bor deres hverdagsliv. Hyggelige gader, gamle huse, små butikker og caféer – en god og rolig begyndelse på dagen.
Fra Stockbridge fortsatte vi mod Dean Village og ned til Water of Leith.
Her ændrede byen karakter. Pludselig befandt vi os i en grøn dal med vandet løbende mellem gamle stenbygninger og broer. Det er næsten svært at forstå, at vi stadig er midt i Edinburgh.
Fra Dean Village gik vi videre mod New Town, og her begyndte Edinburgh for alvor at åbne sig.
På vejen fik vi de første flotte udsigter til Edinburgh Castle, der ligger højt på sin klippe over byen.
New Town blev anlagt fra slutningen af 1700-tallet, da Edinburgh voksede, og der var behov for en ny og mere velordnet bydel. De brede, lige gader, store pladser og elegante georgianske huse står stadig som et imponerende eksempel på datidens byplanlægning.
Sammen med Old Town er New Town en del af Edinburghs UNESCO-verdensarvsområde. Det interessante er netop mødet mellem de to meget forskellige bydele: middelalderens tætte Old Town og den planlagte georgianske New Town.
Vi fortsatte ind i Old Town, hvor gaderne blev smallere, husene højere og historien mere nærværende. Vi gik gennem nogle af de karakteristiske closes, de smalle passager mellem husene.
Vi blev nu lige forskrækkede, da vi kom ud af Advocate’s Close.
Pludselig stod vi midt i et voldsomt menneskemylder.
Hold da op! Det var en ganske anden verden end de stille gader, vi lige var kommet fra.
Vi gik videre til Grassmarket, hvor vi efterhånden også var blevet lidt sultne. Her fandt vi oven over gaden et mindre spisested til frokosten. Der var ro og kun få mennesker – dejligt. Lige hvad vi trængte til efter menneskemylderet.
Men der var mere på planen.
Foto fra biblioteket
Det store National Library of Scotland blev en oplevelse. Det er altid spændende at komme ind i sådanne steder, hvor man mærker, at man står midt i et lands historie og kultur.
Og så kom dagens lille hemmelighed.
På National Museum of Scotland, lige i nærheden, kan man tage elevatoren helt op til 7. etage og komme ud på en rooftop. Herfra åbnede Edinburgh sig pludselig helt anderledes. Vi kunne se ud over hele centrum og videre ud over byen og dens omgivelser.
Så selvfølgelig måtte kameraet frem.
Her er lige et par billeder fra vores hemmelige udsigtspunkt.
Skorsten parade
Efter den oplevelse begyndte vi så småt på tilbageturen. Vi fik handlet lidt undervejs og kom ind i flere små specialbutikker. Det er noget af det, vi holder af ved at gå rundt i en by – man kommer forbi steder, man aldrig ville have fundet, hvis man kun havde fulgt en planlagt turistvej.
Returen gik nu ned mod Stockbridge-området igen.
Vi fandt en café og satte os med en kop kaffe og et stykke kage.
Og her skete der noget sjovt.
Der var næsten ingen turister omkring os længere.
Til gengæld var der skoledrenge, der hyggede sig med højlydt snak og poser med sukkerstof i større mængder. En helt almindelig eftermiddag i Edinburgh – og egentlig meget mere interessant end endnu en turistattraktion.
Vi ville slutte dagen af med et pubbesøg.
Det var jo sidst på dagen, og pubben var helt fyldt op. Musikken var høj, stemmerne endnu højere, og stemningen munter
. Det var tydeligt, at mange var mødt op lige efter arbejdstid. Kvinder og mænd stod og sad sammen i små grupper, snakken gik, og arbejdsdagen blev tilsyneladende afsluttet på den klassiske skotske måde.
Nu sidder vi så godt trætte efter dagens mange kilometer.
Om lidt skal vi følge Jacob og Andreas med deres gode whiskysmagning fra Thy.
Det må jo næsten være den helt rigtige afslutning på en dag som denne.
I dag måtte vi igen lidt tidligt op. Skyerne flyttede sig hurtigt over himlen, men morgenen var fin, og det er faktisk en flot tur at vandre fra vores lejlighed og ind til togstationen i Inverness. Den halve time langs Ness-floden blev en god start på dagen, inden vi skulle videre mod Edinburgh.
På stationen blev der til gengæld noget af et kaos. Toget bestod kun af tre vogne, og flere rejseselskaber havde reserveret pladser. For alle os andre var der derfor kun lidt over én vogn at deles om. Men skotterne tager den slags med forbavsende ro. Da toget afgik præcis efter planen, havde næsten alle alligevel fundet en siddeplads.
Kirsten og jeg blev ovenikøbet mødt med stor venlighed. Folk flyttede sig og hjalp os med vores bagage, så vi også kunne få en plads ved siden af hinanden. Kun glade smil mødte hinanden. Det er svært ikke at blive i godt humør af sådan en start på en togrejse.
Nu gled vi gennem det skotske højland. Den næste times tid kunne vi bare læne os tilbage og nyde landskabet. Store åbne sletter bredte sig omkring os med lyng, bregner og hvide får. Et øde og næsten endeløst landskab, hvor der kun nu og da dukkede en lille gård eller nogle huse op.
Vi havde egentlig planlagt et stop på et par timer i den idylliske lille by Pitlochry. Men vejrudsigten viste regn senere på dagen, så vi ændrede ganske enkelt vores rejse i Interrail-appen og fortsatte hele vejen til Edinburgh. Det viste sig at være en god beslutning.
Efter omkring tre en halv times flot togrejse rullede vi ind på Waverley Station. Her blev der også gjort lidt for de rejsende. En ældre, kiltklædt mand tog imod os på stationen, og pludselig var vi midt i Edinburghs pulserende centrum.
Klokken var blevet 13.30, og frokosten måtte være det næste.
Lige over for stationen fandt vi et stort pub- og spisested, Brewhemia. Det er et imponerende sted i flere etager, og man kan ikke undgå at lægge mærke til de store kobbertanke med Staropramen-pilsner fra Prag.
Vi fik hurtigt serveret en fin frokost med spicy kødboller, og fra vores plads på første sal kunne vi samtidig følge livet nedenunder og fornemme stedets puls. Det var en ganske fin måde at lande i Edinburgh på.
Nu kom det store spørgsmål: Skulle vi tage en taxa videre, eller skulle vi gå de omkring 40 minutter til vores hotel med bagagen på slæb?
Vi valgte selvfølgelig at gå.
Det var ikke kun for at spare en taxa. Vi havde lyst til at mærke byen og få det første indtryk af Edinburgh, inden de næste par dage for alvor skal bruges på at opleve byen.
Og Edinburgh er en særlig storslået by. Store, imponerende bygninger rejser sig omkring de travle gader, og trafikken er tæt.
Men efterhånden som vi bevægede os væk fra det centrale område, ændrede byen karakter. GPS’en var ikke altid helt enig med os, men vi fandt efter lidt søgen den rigtige vej.
Efter de store gader gik det nedad mod den nordlige del af byen. Pludselig kom der flere grønne områder, og trafikken forsvandt næsten. Vi bevægede os mod Canonmills ved Water of Leith og området omkring den botaniske have.
Omkring 50 minutter senere stod vi foran vores hotel – og her ventede dagens næste positive overraskelse. Vores aparthotel er helt nyrenoveret, og vi er endt med at bo ganske fornemt i en meget lys lejlighed på anden sal med køkken, stue og soveværelse.
Det kunne næsten ikke være en bedre afslutning på vores tur gennem Skotland.
Vi var efterhånden godt trætte, så efter indflytningen hvilede vi os en times tid. Men vi skulle også have handlet lidt ind, og først og fremmest var vi nysgerrige efter at se det område, vi nu skulle bo i. Bente og Peter Fisher havde fortalt os godt om det, for deres søn har i nogle år boet her og undervist på universitetet.
Så vi snørede skoene igen og begav os ud på en lille aftentur.
Vi fulgte området langs Water of Leith og kom forbi bagsiden af universitetet. Her ligger nogle rigtig fine boliger, der på en måde minder os om Kartoffelrækkerne i København – bare lidt nyere. Små, frodige haver ligger ud mod gaderne, og der er en hyggelig og næsten landsbyagtig stemning mellem husene.
Efterhånden kom vi frem til det lille pub- og butiksområde. Her var overraskende livligt, og vi lagde mærke til, at der stadig findes mange små specialbutikker. Det er en helt anden oplevelse end de store handelsgader i centrum.
Og selvfølgelig dukkede den skotske humor også op. Ved en af pubberne mødte vi et skilt, der på sin egen skotske måde fik os til at trække på smilebåndet.
Det er et andet Skotland, vi oplever her. Området virker præget af mange veluddannede mennesker og et hyggeligt, velholdt bymiljø. Men kontrasterne er også tydelige. Foran supermarkedet sad der hjemløse, og pludselig blev vi mindet om, at også denne smukke og velstående by har en anden side.
Det blev en rigtig fin aftentur. Vi fik handlet, set lidt mere af vores nye kvarter og mærket stemningen omkring Water of Leith.
Nu glæder vi os for alvor til de næste par dage, hvor Edinburgh skal opleves – til fods og med god tid.
I dag skulle vi opleve Inverness. Vi havde ikke noget bestemt, vi skulle nå, men havde planlagt en rolig vandretur gennem byen og langs Ness-floden, hvor vi kunne tage os god tid til at se os omkring og lade oplevelserne komme undervejs.
Det blev til omkring 9 kilometer – i et roligt tempo med masser af stop undervejs.
Vejret er spændende her i Inverness. Det skifter hurtigt, og det er næsten en oplevelse i sig selv at følge skyerne, der hele tiden bevæger sig hen over højlandet. I dag lovede vejrudsigten tørvejr helt frem til klokken 18, og det holdt faktisk stik.
Vi startede herude ved Ness-floden og fulgte små stier ned mod Ness Islands. Undervejs kom vi forbi rækkehuse, hvor almindelige skotter bor. Det er en fin kontrast til de større huse og små hoteller, som vi også ser langs floden. Her mærker man, at Inverness ikke bare er en turistby, men først og fremmest en by, hvor mennesker lever deres hverdagsliv.
Vi kom ned til Ness-floden og krydsede den victorianske bro over til den første af Ness Islands. Det er et dejligt område, hvor mange lokale går tur. Folk lufter deres små hunde, hilser på hinanden og får en snak undervejs.
Og så fik vi øje på noget meget genkendeligt fra Redwood Forest – de store mammuttræer med deres karakteristiske stammer. Her er træerne naturligvis ikke så gamle som dem, vi oplevede i Californien, men nogle af dem har allerede stået her i mange årtier og kan med tiden blive flere hundrede år gamle.
Det var dejligt at vandre langs floden med fuglesang omkring os og den konstante lyd af det brusende vand.
Pludselig fandt vi Nessie, der lige dukkede op så vi kunne tage et foto.
Vi fulgte Ness op mod katedralen, som ligger tæt ved broen ind mod den gamle bydel.
Her viste vejret sig fra sin gode side. Solen kom frem mellem skyerne, og vi satte os en god halv times tid og nød både stedet og varmen fra solen.
Frokost i torvehallerne
Da frokosttiden nærmede sig, begav vi os ind mod centrum for at finde det gamle fødevaremarked, som nu er ombygget til noget, der minder om torvehallerne.
Der var masser af mennesker og en livlig stemning. Det er bestemt mere folkeligt end de torvehaller, vi kender hjemmefra, og udbuddet af mad er også præget af det hurtige og uformelle køkken.
Vi lagde også mærke til, at sundhedstilstanden blandt nogle af de mennesker, vi så omkring os, virkede mindre god. Overvægt og brug af rollatorer og kørestole fyldte overraskende meget i billedet, også blandt mennesker, der ikke virkede særlig gamle. Det giver lidt stof til eftertanke, når man samtidig ser en madkultur med store portioner, fastfood og søde drikke.
Vi fandt dog en ganske udmærket streetfood og valgte en wrap med blæksprutter – og sprang den klassiske cola over.
Der var godt fyldt op, og man skulle have lidt tålmodighed for at finde en plads. Da vi var færdige, trængte vi næsten til at komme ud og få lidt frisk luft.
En boghandel i en gammel kirke
Lidt rystede af menneskemylderet gik vi ud på Church Street og trak vejret.
Og her ventede dagens måske mest overraskende oplevelse.
I et gammelt kirkerum er der indrettet en fantastisk antikvarisk boghandel. Leakey’s Bookshop er et helt særligt sted. Flere etager er fyldt med brugte bøger – mere end 100.000 efter sigende.
Vi gik rundt og gik på opdagelse mellem reolerne. Her fandt vi både Graham Greene, Robert Burns og mange andre kendte forfattere. Vi har allerede mange bøger derhjemme, så vi lykkedes denne gang med at holde os i skindet.
Det er sådan et sted, hvor man kunne bruge flere timer uden egentlig at opdage, at tiden gik.
Vi fandt bagefter et lidt spøjst pub- og kaffested, hvor vi kunne samle kræfter, inden dagens sidste oplevelser.
Kirsten skulle selvfølgelig også lige et smut forbi det kendte varehus Marks & Spencer. Hun konstaterede, at der ikke er sket så meget med stilen, siden hun kendte det fra tidligere – og så kunne vi ellers hurtigt vandre videre.
Whisky ved Ness
Turen gik igen ned mod floden, hvor vi fik endnu en spændende oplevelse.
Vi stødte på Uile-bheist Distillery & Brewery, et imponerende nyt destilleri og bryggeri lige ved Ness. Navnet Uile-bheist er skotsk gælisk og betyder monster – en reference til historierne om Loch Ness-uhyret og de gamle Highland-legender.
Det er startet af et ungt par, Jon og Victoria Erasmus, og der er investeret betydelige beløb i både selve destilleriet og de meget flotte omgivelser. Stedet er tænkt som noget langt mere end bare et destilleri. Her er hotel, lejligheder, restaurant, taproom og smagerum, og det hele ligger smukt ned til floden.
Det interessante er også, at de har forsøgt at tænke miljøet ind fra starten. De bruger vand fra River Ness og har blandt andet solceller og en vandbaseret varmepumpe, som udnytter energien i vandet fra floden. Det er altså et moderne projekt, hvor man forsøger at kombinere whiskytraditionen med nye og mere miljøvenlige løsninger.
Selve produktionen er håndværksmæssig. Whiskyen fremstilles med lokalt dyrket og maltet byg og vand fra Ness, og de brygger samtidig deres egen craft beer.
Det er spændende at se, hvordan gamle skotske traditioner møder moderne arkitektur, store investeringer og grøn teknologi – lige ved den flod, som stedet er bygget omkring.
Nu er vi tilbage i vores cottage, netop som regnen begynder at nærme sig. Vi nåede altså endnu en gang hjem, inden vejret slog om.
Det blev en rigtig god dag i Inverness – med floden, skoven, katedralen, markedet, bøgerne, whisky og masser af små oplevelser undervejs.
