Vi drog igen ned til midten af den nedre del af Lisboa. Her møder vi først den flotte Rossio plads, grundlagt i middelalderen og som senere netop på denne plads, den 25. april 1974, kom i centrum hvor en restaurantarbejder, angiveligt tilbyd røde nelliker til de tilstedeværende soldater, oprørere mod det frygtelige diktatur, de blomster blev straks adopteret af befolkningen i Lissabon som symbolet på demokrati.
Her på pladsen går vi på udgik efter en cafe, som under hele diktaturet og efterfølgende var centrum for oprøret, her blev der kæmpet drabelige kampe. Vi fandt stedet og fik under rolige forhold en god kop kaffe og kunne se ud på de brogede liv med folk særlig fra Angola, Mozambique og Timor.
Vi forsætter turen hen forbi indgangen til hovedbanegården, med en flot indgang.
Avenue da Liberdade er den fornemme boulevard, der går fra banegården og op mod den store rundkørsel med statuen af Grundlæggeren Pombal, den er imponerende med en bredde på 90 meter og med store butikker, kontorer og hoteller hele vejen derop.
Efter jordskælvet i 1755 blev der først etableret et fortov senere blev den store boulevard anlagt, oversat hedder den friheds boulevarden. De mange træer, statuer og dekorationer tiltrækker mange.
Nu skal vi over til de små gader mod øst og finde et spisested. Her vrimler det med mange nationaliter og vi ender på en Nepaletisk restaurant og får et godt måltid inden vi snuser mere rundt i de små gader. Her finder vi Lisboa flotteste gade og kvarter Villa Bertha. Det kunne man godt forstå.
På et lille torv med sol og et livligt leben slår vi os ned og nyder endnu en kop kaffe og kage. Så finder vi sporvognen og kører hjemad.
Næsten hjemme går vi lige hen til Miradoren og nyder aftenstemningen med god levende rytmisk musik. Der er stemning i byen.
