Forfatter: poul

Vi vågnede til frostvejr, nyfalden sne og en spektakulær udsigt fra soveværelset, hvor solens første stråler oplyste fjeldene. På Turistforeningens hytter er morgenmaden altid solid og nærende – de ved præcis, hvad man har brug for, før en dagstur på fjeldet.

Vi havde mødt to unge fra Schweiz, som siden juni havde vandret rundt i Norge. De havde været ved Nordkap til Hardangervidda, hvor vi nu stødte på dem. De bar alt deres udstyr selv og sov i et tremandstelt, hvor man lige akkurat kunne sidde op. De fortalte, at de i tre uger ikke havde mødt et eneste menneske. Deres vandring havde ingen fast slutdato. Han arbejdede med klimaforskning på Svalbard, og hun var læge. Vi ønskede dem en god videre færd, da de forsvandt ud i frostvejret og op mod den “blå is”.

På DNT’s hytter møder man virkelig erfarne friluftsentusiaster, og jeg har stor respekt for deres viden og evne til at begå sig i naturen.

Vi fortsatte vores vandring mod stationen uden at møde så mange, indtil vi så ni fyldte togvogne. Omkring 850 mennesker rejser med dette tog.
Vejret var klart, og vi kunne endnu en gang nyde den foranderlige udsigt, som fulgte os hele vejen ned til Oslo. Fire og en halv time senere ankom vi til menneskemylderet på Oslo S.

Vi havde lejet en lille lejlighed, der udelukkende tilgåes via koder og sms’er. Den ligger i det multikulturelle kvarter Grønland. Vi skal lige vænne os til, at Oslo i dag er en så mangfoldig by. Kirsten boede i Oslo for 55 år siden, og hun fortæller overbevisende, at dengang var befolkningssammensætningen helt anderledes.

Etnisk mangfoldighed i Oslo

Siden år 2000 har Oslo haft en relativt stor andel indvandrere og personer med anden etnisk baggrund. Ifølge Statistisk Sentralbyrå (SSB) havde 34,3 % af befolkningen i Oslo ved starten af 2023 indvandrerbaggrund, herunder både indvandrere og norskfødte med to indvandrerforældre. Indvandrerne kommer fra mange forskellige lande, især Pakistan, Somalia, Polen, Tyrkiet og Irak. Andelen steg fra 16 % i 2000 til 28 % i 2010.

På integrationsområdet ser man både succeser og udfordringer. Mange med indvandrerbaggrund bidrager positivt til byens økonomiske, kulturelle og sociale liv. Oslo er en by med en rig kulturel mangfoldighed, hvilket afspejles i byens restauranter, begivenheder og foreninger.

Om aftenen begav vi os ud i byens pulserende liv – en kontrast til stilheden og storheden i fjeldet. Det krævede lidt tilvænning, men vi faldt hurtigt til. Først gik vi en tur til det nye bibliotek og Operaen med udsigt over den indre havn. Herfra så vi det imponerende nye Munch-museum, hvor en lang kø af mennesker ventede på at komme ind – museet har åbent til kl. 21. Rundt om var der hyggelige caféer fyldt med mennesker, der nød aftenen. Vi beundrede den flotte, moderne arkitektur i de nybyggede høje huse, der primært rummer kontorer og hoteller.

Efter lidt tid besluttede vi os for at finde et spisested. Vi krydsede den lange promenadebro ved Oslo S station. Det er nu en stor station, og vi kunne slet ikke genkende den fra dengang, vi ankom med nattoget fra København i begyndelsen af 1990’erne.

Tilbage i Grønland blev vi mødt af synet af minareter og et væld af mennesker fra forskellige kulturer. På en lille plads fyldt med spisesteder, hver med deres egen etniske præg, fandt vi en pakistansk restaurant fyldt med gæster. Bag disken stod fem pakistanske mænd og langede hurtigt tallerkener med ris og salat over disken, mens de skænkede kylling eller lam op i dybe tallerkener.
Vi bestilte marsala chicken med naanbrød. Stemningen var god, og det lille sted tiltrak mange, der ville have et hurtigt måltid for under 100 kr.

Det var en herlig oplevelse. Nu må vi forberede os på at udforske mere af Oslo.

Efter et solidt morgenmåltid klæder vi os godt på – vi er forberedte på efterårsvejret her på Hardangervidda. Vejrudsigten kan man ikke helt regne med på fjeldet, kun trenden. Der loves slud, 2 graders varme og frisk vind.

Her ved Finse finder vi den nu meget kendte vandre- og cykelsti langs jernbanen. Den strækker sig over ca. 80 km. Vi begynder med at gå østpå og nyder lyden af rislende bække og den storslåede udsigt mod fjeldene og isbræerne, mens solen langsomt bryder igennem skydækket. Det er betagende.

Rallervejen

Rallervejen (Rallarvegen) blev anlagt som en arbejdsvej under byggeriet af Bergenbanen i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Vejen var afgørende for at transportere materialer, arbejdere og forsyninger til de svært tilgængelige områder, især ved Finse, hvor terrænet var udfordrende, og vejrforholdene barske. Rallervejen strækker sig fra Haugastøl til Flåm og gjorde det muligt for rallare (jernbanearbejdere) at nå frem til arbejdspladserne langs strækningen.

Ved Finse, som er det højeste punkt på Bergenbanen, var byggeriet særligt vanskeligt på grund af de høje fjelde, klippegrunden og ekstreme vejrforhold. Uden Rallervejen ville det næsten have været umuligt at transportere de nødvendige ressourcer til området. Rallervejen blev derfor en livsnerve, der muliggjorde færdiggørelsen af banen gennem det utilgængelige højfjeldsterræn.

Det er en fantastisk historie at have med på vores tur – og ikke mindst tanken om de folk, der udførte det imponerende byggeri. De gravede tunneler gennem klippefyldte fjelde, lagde skinner over det stenede terræn og byggede broer over brusende elve.
Arbejdet blev ofte udført med simple værktøjer som hakker, spader og trillebøre. Kulden var en konstant følgesvend. I vintermånederne frøs alt til, og mange rallare led af frostskader. De måtte overnatte i primitive barakker, der knap nok beskyttede dem mod elementerne. Det var ikke ualmindeligt, at sneen blokerede dørene, og nogle gange måtte de grave sig ud om morgenen for at komme i gang med dagens arbejde.

Eftermælet af rallarene

Rallarene efterlod et varigt præg på norsk historie. Deres modstandskraft og hårde arbejde gjorde det muligt for Norge at forbinde øst og vest, og deres indsats er blevet anerkendt som en vigtig del af landets teknologiske og industrielle arv.

Rallervejen, som nu er en populær cykel- og vandrerute, følger i mange af rallernes fodspor og giver os moderne rejsende mulighed for at reflektere over det enorme arbejde, der blev udført.

For os har dagens vandreture mod øst og vest på Rallervejen været en herlig oplevelse. Selvom vejret skiftede mange gange undervejs, kunne vi stadig beundre den storslåede og vilde natur heroppe. Mod syd, hvor fjeldene tårner sig op, lever der stadig vilde rener, og vi så helt særlige planter. Vi fulgte små fugleflokke, der nu samles for snart at flyve sydpå. Pludselig så vi noget bevæge sig hurtigt gennem den lave bevoksning. Var det en lemming? Nej, det var nok snarere en fjeldmarkmus, som vi fandt ud af senere.

Vores ben er lidt trætte, og vores ansigter varme efter 13 kilometers dejlig fjeldvandring.

Her til aften fik vi igen en fin menu med Nordk husmandskost og en fin brownie til dessert

Dagen begyndte med, at vi steg ombord på toget til Voss i gråvejr, hvor regnen stille trommede mod ruderne. Toget snoede sig gennem det norske landskab, hvor vi kunne skimte bjerge og fjorde gennem de tågede skyer. Ved ankomst til Voss skiftede vi til en bus, der førte os på en 1,5 timers tur gennem dramatiske dale og langs brusende floder. Vejen bugtede sig langs bjergsiderne, og udsigten blev kun bedre, jo længere vi kom.

Da vi endelig nåede frem til Flåm, var stedet fyldt med turister fra flere krydstogtskibe. Det, der normalt er en fredelig lille by ved fjordens ende, var forvandlet til en hektisk summen af mennesker, der fyldte gaderne og butikkerne. Der skal noget til lige at finde ro i sådant et menneskehav, hvor de fleste skal finde plads til den næste oplevelse.

Flåmsbanen, en af verdens mest kendte togture, førte os op ad fjeldet mod Myrdal.

Undervejs blev vi mødt af et spektakulært syn ved Kjosfossen, hvor toget stoppede, så vi kunne nyde vandfaldet. Musik spillede, og pludselig dukkede en danser, klædt som en huldra, op midt i det brusende vandfald og tilføjede en magisk stemning til øjeblikket.

Da vi ankom til Myrdal, opstod der desværre problemer. Et sporskifte ved Haugastøl havde skabt kaos på tognettet, hvilket resulterede i en tre timers forsinkelse. Stationen var fyldt med mennesker, der alle ventede utålmodigt på at komme videre. Til sidst og for os kun 1 times forsinkelse, lykkedes det at komme med det forsinkede tog, der langsomt kørte gennem det nysneklædte landskab. Temperaturen er lidt over frysepunktet.

Endelig, ved halv firetiden, nåede vi Finse. Sne og slud hvirvlede rundt, da vi trådte ud i den kolde luft og begav os mod Finsehytten på en dyngvåd sti. Trætte, men lettede, fandt vi en plads ved vinduet i fjellstuen, hvor vi med en kop varm kakao kunne nyde udsigten til nysneen, der stille lagde sig over det dramatiske landskab. Det var en dag fyldt med både udfordringer og uforglemmelige oplevelser, hvor naturens kræfter mindede os om Norges vilde storhed.

Vi bor her på Finsehytta med fuldpension og her til aften vi vi en kostelig treretters menu. Først en fin kartoffelsuppe så hovedret med lam, gulerødder og kartoffelmos til dessert en ostekage. Vi blev mætte.

Hurra! Solen skinnede, da vi stod op, og vi havde planlagt en bustur ud til komponisten Edvard Griegs hjem, Troldhaugen, i udkanten af Bergen.

Først måtte vi finde en betalingsapp til deres trafiksystem. Det var nemt nok – man betaler 24 norske kroner som senior, og billetten er gyldig i 90 minutter. Den skal kun vises ved kontrol og ikke ved ind- eller udstigning. Dernæst skulle vi finde en app, der kunne vise den bedste forbindelse til det sted, vi skulle hen. Den fungerede også perfekt.

Vi nød den lange tur på omkring en time med to gode busser, linje 4 og 20 – naturligvis elektriske – som kørte roligt afsted. Første del af turen gik gennem det gamle Bergen med de fine træhuse, og snart dukkede store villaer op. Herefter kom de nye moderne boligkvarterer til syne. Det er tydeligt, at der er investeret solidt og dygtigt i området. Der er ingen tegn på slum; der er tilsyneladende god plads omkring kvartererne, og da vi stod af, så vi også et veletableret gang- og cykelstisystem. Nordmændene kører hovedsageligt i elbiler, og støjniveauet er lavt, selv ved motorvejen, der omkranser byen.

Vi fandt let frem til Troldhaugen og glædede os over vores medlemskab af Louisiana – den gav gratis entre. Først en god kop kaffe inden besøget med fremvisning og besøg i villaen, der rummer en fantastik historie.

Edvard Grieg, en af Norges mest berømte komponister, boede sammen med sin hustru Nina på Troldhaugen, deres hjem i udkanten af Bergen, fra 1885 til sin død i 1907. Troldhaugen var ikke kun et privat hjem, men også et kreativt tilflugtssted, hvor Grieg komponerede mange af sine mest kendte værker. Grieg og Nina holdt ofte selskaber, hvor kunstnere og musikere mødtes, hvilket gjorde Troldhaugen til et kulturelt centrum.

Griegs tilstedeværelse og virke på Troldhaugen har haft en varig betydning for Bergen. Byen blev kendt som et kulturelt fyrtårn i Norden, og Griegs musik har spillet en central rolle i at formidle norsk kultur og identitet til resten af verden. For os besøgende er Troldhaugen en fascinerende rejse tilbage i tiden, hvor vi kan opleve, hvordan Grieg levede og arbejdede, og forstå den dybe forbindelse mellem hans musik og den norske natur og kultur. Grieg er kendt for flere ikoniske værker, herunder:

• “Peer Gynt Suite” – Især stykkerne “Morgenstemning” og “I Dovregubbens Hal” er meget populære og ofte opført.
• “Klaverkoncert i a-mol” – En af hans mest kendte klaverkoncerter, der er blevet en fast del af det klassiske repertoire.
• “Lyriske stykker” – En samling af klaverstykker, der viser Griegs evne til at skabe stemningsfulde og melodiske kompositioner.
• “Holbergsuite” – Oprindeligt skrevet for klaver, senere orkestreret, inspireret af barokmusikken og skrevet til minde om Ludvig Holberg.

Edvard Griegs musikalske verden er fyldt med eventyr, trolde og den magiske tiltrækning fra den norske natur. Hans værker som “Peer Gynt Suite” bringer lytteren ind i en verden af mytologi og folketro, hvor naturens mystik og kraft spiller en central rolle. Grieg selv, sammen med sin hustru Nina, var ikke høje af statur og kunne minde om hobbitter – små af vækst, men store i ånd. Denne parallel understreger, hvordan deres liv på Troldhaugen var en del af den eventyrlige atmosfære, der også prægede hans musik. Hjemmet ved fjorden, omgivet af skov og fjelde, gav inspiration til mange af Griegs kompositioner og afspejlede den tryllebindende natur, som han ofte skildrede i sine værker.

I dag er Troldhaugen blevet et kultursted, der rummer Griegs villa, hans lille komponisthytte, hvor han fandt inspiration fra fjeldet, samt en imponerende koncertsal med en fantastisk udsigt over naturen, der inspirerede så mange af hans værker. Selvom Edvard og Nina Grieg havde et nært og kærligt ægteskab, fik de desværre kun et barn. Deres eneste barn, en datter ved navn Alexandra, døde dog som spæd. Trods denne sorg skabte de et hjem på Troldhaugen, der blev fyldt med musik, kunst og besøg fra kulturpersonligheder, hvilket har efterladt en varig arv, som stadig fejres i dag.

Vi nød stemningen og historiens sus, men holdt også øje med vejrudviklingen. Fra klokken 14 var der varslet kraftig regn, så vi begav os tilbage til centrum, inden den kraftige vind og regn ramte byen.
Her kunne vi fortsætte vores opdagelser indendørs på det store kunstmuseum, KODE, hvor vores billet også gav gratis adgang. Nu var Edvard Munch i centrum, sammen med de mange kunstnere, der prægede tiden fra 1850 til 1950. Edvard Munchs vigtigste læremester var Christian Krohg, og han er stærkt repræsenteret. De imponerende malerier gav virkelig noget at tænke over.

Her til aften bryder solen igen igennem, og vi glæder os over at have oplevet den unikke stemning i Bergen og byens regnvejrs sjæl, som præger byen med de 7 fjelde.

Nu går turen med tog og bus opad til Finse, som ligger 1222 meter over havet, med temperaturer omkring frysepunktet.
Det bliver en spændende oplevelse!

En regnvejrsdag i Bergen kan være stemningsfuld. 

Byens karakteristiske vejr med tunge, grå skyer hænger lavt over de omkransende fjelde, mens regnen stille drypper ned og forvandler brostenene i byens gader til blanke spejle. 

Regnen har en egen charme i Bergen, og den virker nærmest som en del af byens sjæl kan man forstå på folk man møder.

Vi starter dagen med at besøge Bergenhus Festning, hvor den gamle stenborg står ved havnen, omgivet af det grønne græs, der står i stærk kontrast til den grå himmel. 

Derefter slentrer vi hen mod Bryggen, hvor de gamle, farverige træhuse står på række langs den regnvåde kaj.
Der er noget magisk over disse huse, der har set så meget gennem århundrederne, og regnen tilføjer blot til den autentiske stemning. De knirkende trægulve og duften af gammelt træ giver en følelse af at træde ind i en anden tid. 

Bryggen er et af byens mest ikoniske og historisk betydningsfulde områder. Bryggen, som også kaldes Tyskebryggen, stammer fra det 12. århundrede og blev etableret som et vigtigt handelsområde af hanseatene, en sammenslutning af tyske handelsmænd, der dominerede handlen i Nord- og Østersøområdet i middelalderen.

I århundreder fungerede Bryggen som et handelscentrum, især for fisk og korn, og blev præget af de karakteristiske træbygninger, der i dag er blevet et symbol på Bergen. Disse bygninger blev oprindeligt brugt som lagre og handelsboder og er flere gange blevet genopbygget efter brande, men de har bevaret deres middelalderlige struktur og charme.

I 1979 blev Bryggen optaget på UNESCOs verdensarvsliste som et eksempel på en nordeuropæisk handelsbebyggelse fra middelalderen.

Vi får en god lang snak med en ekspedient i museumbutikken, som ikke har så travlt. Hun fortæller om stedets fantastiske historie, der går mange hundrede år tilbage, hun nævner at de mange tyskere, der kom her til Bergen ikke måtte have deres piger med, da de ikke ville have at de bosatte sig i Norge. Dette var en del af en politik, der skulle sikre, at de hanseatiske købmænd forblev midlertidige gæster og ikke blev en permanent befolkning i Norge. Hanseaterne var kun tilladt at bo og arbejde i visse områder, og de var underlagt egne regler og love, som blev håndhævet af deres egne myndigheder i Tyskland.

Vi fandt også en hyggelig cafe i et af de gamle hus, hvor man kunne sidde og nyde stemningen.

Vi måtte lige forbi de store pladser og små gader i midten af den gamle bydel.

For at få lidt varme og tørre tøjet, besøger vi Litteraturhuset for en hyggelig frokost. Her er det let blot nyde et velsmagende måltid i selskab med de andre gæster, der søger tilflugt fra regnen. Stemningen er afslappet og interesant for os at finde sådan en fin boghandel.

Efter frokosten går turen videre i  Staalesens fodspor, hvor vi følger i den kendte forfatters litterære rute.
Gennem Nordnes, bydelen med de smalle gader og gamle træhuse, føler man nærmest, at man er en del af en af hans krimier og hans detektiv Varg Veum. Regnen gør gaderne tomme og tyste, og det er som jeg husker det i nogle af hans bøger.

Vi slutter eftermiddagen ved havnen, hvor vi finder et af Staalesen’s stamsteder, Bien Basaren restaurant, her kan man mellem 16 og 18 smage på en klassisk plukkfisk. Retten, lavet af torsk, kartofler og løg, er fint måltid på en regnvejrsdag som denne, vil Staalesen mene. 

Vi nøjes dog med kaffe og kanelkage i en afdeling i bygningen, som nu er en Starbucks cafe og mindes vores første møde med caféen i Seattle i år 2000. 
vi kom da også forbi stedet, hvor der sælges de helt rigtige ting til regnvejrsdage i Bergen.

Hjemme i lejligheden kan vi se at det er blevet til 8 km i let regnvejr og nu kan vi hvile vores fødder lidt.