Ekkodalen og Poul Pava

Vi kunne lige nå en Vandretur i Ekkodalen inden vi skulle sejle til Ystad.

Ekkodalen er en såkaldt sprækkedal, blandt flere anset som øens flotteste repræsentant for disse, og man kan midt i dalen måle dens bredde fra det sydlige granitfremspring til den nordlige lodretstående klippe til at være ca. 70 meter.

Vi fandt stedet med det bedste ekkosted ved Ørsted kilden og gik herefter op på Rytterknægten og tilbage over lilleborgen og gamleborgen.

Her efter kørte vi til Rønne og fik en snak med en glad Poul Pava, der var ved at indrette et nyt værksted

Vi fik en hyggelig snak og ønskede ham held og lykke med det nye sted.

Nu er vi så på vej hjem efter meget fine dage på solskinsøen Bornholm – vi ses igen.

Lørdag den 13. Oktober og 23,3 grader på Hammeren

Endnu en flot løvfaldssommervejr ventede os i dag.

Vi startede med at besøge Svaneke by, hvor der var en hyggelig markedsdag på byen lille torv.

Der er også et godt bageri, så vi nyd et par gode croissanter til harmonikamusik.

Nu måtte vi videre dagens program kom til at udvikle sig uforudset.

Den store grønlandsmaler Gitz Johannesen har boet her ved Svaneke og hans søn har et galleri med sten og meget andet. Stedet hedder Gaia og ser spændende ud. Men der var ingen folk på gården i dag.

Så ville vi lige se Rokkestenen i paradisbakkerne, rokkestenen kan rokke fik vi set.

Der er også rundkirkerne på Bornholm og her kørte vi forbi den største af dem, nemlig Østerlars rundkirke.

Efter vores fantastiske tur i går på Hammerknuden trak det i os. Vi måtte igen vandre ved kysten.

Så bilen kørte igen nordpå og ned til det lille fiskerleje der hedder Vang. Her var der også en god cafe med kaffe og gode rabarber- og æbletærter. Temperaturen er nu næsten 22 grader og vandet helt stille.

Flot her i oktober.

Det var meningen at vi skulle vandre til Jon’s Kapel, men de lokale fortalte at det ville blive for barsk en tur frem og tilbage. Vi kørte derfor lidt tættere på og herfra vandrede vi så hen til det spændende sted der hedder Jon’s Kapel. Den ligger ud mod havet og man kommer derned af en meget stejl trappe med 176 trin.

Nu fik vi endelig igen vandret langs kyststien der er så varieret og god at vandre på.

Tiden kommer og vi tjekkede lige solnedgangs tidspunktet for i dag. Klokken 18:07 kunne vi konstatere.

Så lige en tur til Hasle og købe en solnedgangs øl og så op til Hammershus, hvor vi lige fandt det rigtige sted hvor vi kunne følge den røde solnedgang med Hammershus som forgrund.

Det var flot.

Nu måtte vi så igang med at finde et sted hvor vi kunne spise aftensmad. Det er ikke nemt, men vi var heldige og fandt Pandekagehuset i Gudhjem, som lige serverede nogle gode pandekager til os.

Sådan kan en dag hurtigt få ende og nu glæder vi os over at vi har oplevet en masse i et helt usædvanligt dejligt vejr.

Hammershus og rundt om Hammerknuden

I dag kørte vi op til Allinge Sandvig, vi skulle se Hammershus og vandre hele vejen rundt om Hammerknuden i det dejlige løvsfaldssommervejr.

Først skulle vi lige finde helleristningerne ved Mads bakkerne. Utroligt at man for mere end 5.000 år siden kunne fremstille sådanne tegninger.

Det måtte vi lige nyde.

Så gik turen til det nye flotte besøgscenter ved Hammershus. Det er flot.

Vi sad og nød kaffen, da jeg pludselig genkaldte med gode og levende historielærer Ejvind Toftes beretning fra 60 år siden.

Se der børn, deroppe i det øverste vindue, der kommer nogle hvide lagner drattede ud af vinduet. Godt de hænger fast. Det må være Leonora Christina, der er ved at flygte fra hendes fængsel.

Ja, vi er i året 1660 og hun sidder i fængsel sammen med hendes mand, der nu er ældre og svageligt. Leonora blev allerede gift som 9 årig, så hun er frisk. Se nu glider hun ned af lagnet og snart efter fløjter hun og manden kommer efter, men han er svag, han dratter ned og rammer stenene. Leonora hanker op i ham og i mørket kommer de frem til havnen. Leonora leder efter en båd, men der er ingen, så begiver de sig af sted…. næste dag bliver de fanget og må tilbringe endnu et år i det forfærdelige fængsel…

Sådan kunne Tofte bryde ud med høj stemme og ivrigt løbe frem og tilbage så vi bjergtagede fulgte med i historien. Det hører med til billedet, at Tofte ligeledes næsten altid nyd en god cubansk cigar, der hed Upmann, når han fortalte sine spændende historier.

Her er flot og man mærker historiens vingesus her på Hammeren.

Vi kører ned til Hammerhavn og begynder dagens vandring op på knuden og langs betagende udsigter.

Vi ser nogle gamle smalle jernbaneskinner og rester af et Stenbrud, hvor vi sagtens kan se at netop her er de 4 elefanter, der står ved Carlsberg bryghuset i København blevet hugget ud.

Længere fremme kommer vi forbi Salomons kapel, der er fra 1200 tallet og med små naturlige havne, der blev flittigt brugt da sildene i august og september kunne skovles ind. Nu er der ikke flere sild her omkring.

Efter frokostpausen kommer vi til fyret og derefter ned til Allinge.

Men nu skal vi på bjergvandring, vi følger Stenhuggerstien op på knuden og langs Hammerseng inden vi igen klatrer op og ser de steder hvor der er blevet brudt granit indtil 1971.

Det er en spændende og udfordrende tur.

Så må vi igen finde et kaffe og øl sted, for lige at få kræfterne igen. På trods af mange lukkede steder lykkes det og lige ved siden af venter aftensmaden med det store tá selv fiskebord.

Så skal vi igen finde et godt område til det gode vejr i morgen.

Fra Gudhjem og retur fra Helligdomskilden

Her i dag skulle vi gense Gudhjem og kysten til Helligdomskilderne.

Jeg var bare 11 og 12 år da jeg havde 2 uforglemmelige uger med min klasse på lejrskole i Gudhjem. Lærerinden hed Kristensen og læreren den legendariske historielærer Ejvind Tofte fra Nordvangskolen i Glostrup.

De gav os nogle inspirerende oplevelser.

Vi boede på vandrehjemmet i Gudhjem på store sovesale. Vi sejlede langs kysten og så de samme granitformationer, som stadig ligger der.

Vi tog også postbåden Ertholmen, som også i dag sejlede præcist kl 10 til Christiansø.

Meget er forandret i byen, turismen fylder mere og der er ingen små købmandsbutikker. Hoteller er der, men med andre navne. Her sådan en solrig oktoberdag er der få mennesker i byen.

Vi havde bestilt plads på båden Thor, der sejler langskysten til den “sorte gryde”.

Skipperen måtte desværre fortælle os, at der var en kraftig østenvind, så han kunne ikke love at vi kunne sættes i land ved Helligdomskilden – det var ellers vores plan, så vi kunne vandre tilbage herfra til Gudhjem.

Det var rigtigt at der var store bølger, men vi fik en god sejltur og fik fortalt meget om kysten vi passerede.

Bølgerne var for store da vi kom frem, så vi sejlede så retur til Gudhjem imod bølgerne, så vi fik en rigtig rulletur.

Heldigvis er folk flinke og ejeren af båden var med og tilbyd os, at hun gerne ville køre os hen til Bornholms kunstmuseum, der ligger ved Helligdomskilden.

Herligt så kunne vi få vores gode vandretur.

Bornholms kunstmuseum er en meget fin hvid bygning, der ligger lige ned mod vandet. Det var en god oplevelse at gå rundt og se de berømte bormholmsmalere, Rude og især Olaf Høst. Der var også en spændende keramik udstilling.

Efter en kop kaffe og et glas øl kunne vi så vandre de 6 kilometer langs den flotte kyststi til Gudhjem.

Det var en tur med flotte udsigter i alle efterårsfarverne.

Klokken 16 var vi igen i Gudhjem og fandt et godt kaffe og chokolade sted.

Nu havde vi så igen kræfter til at bestige byens stejle gade og se kirken og den flotte hollandske mølle, der er byens vartegn.

Vi sluttede turen med en rigtig godt måltid ved havnen med god betjening og spændende mad.

Stedet hedder Provianten og er en havnebar.

Så skal næste dag planlægges, måske med endnu en god vandretur.

Bornholm

Så er vi på vej til Bornholm.

Vi skal på i Nexø og nyde øen her fra onsdag til på søndag i fint sensommervejr.

Vi glæder os til at genopdage øen, som vi sidste gang besøgte da vi var 12 og 18 år.

Vi sejler fra Ystad og har lige nyd en kop kaffe i den hyggelige by.

Der var et helt særligt lys over det spejlblanke vand i dag. Det var lidt diset og solens lys var skarpt.

Fra Rønne kørte vi langs Sydkysten til Dueodde, her var der mange mennesker ved sandstranden, der nyd det varme vejr.

Ved 15 tiden ankom vi til Nexø, Bornholms anden største by med omkring 3.000 indbyggere.

Byen er ikke så turistet, men her udenfor sæsonen ret så hyggelig. Vi fandt vores lille bolig hos en hyggelig familie, hun er socialrådgiver og har også en spændende garnbutik i boligen.

Vi var nede ved havnen og fik gode informationer i turistinformationen inden vi nyd kaffe og kage i den lokale Noma restaurant med udsigt over havnen.

Så var vi på opdagelse i byen og så på de fine svenske træhuse, som svenskerne byggede lige efter at russerne havde sønderbombet byen i 1945, 750 huse af 900 var nemlig totalt ødelagt.

Vi tror området med 60 huse må været fredet, da de alle stadig ser ens ud.

Spisesteder var der ellers ikke mange af, så vi kørte til Svaneke og nyd øl og pasta på bryghuset. Det var fint.

Nu planlægges de næste dage med udsigt til gode Vandreture.