Nu går turen til Lissabon eller Lisboa, som portugiserne kalder deres by. Vi var i Portugal sidste år. men lige da vi havde planlagt at besøge Lisboa var der 33 grader, så nu er temperaturen ca. 14 -16 grader. Det er mere til en storby ferie.
Vi har fundet gode flytider med Swiss Air og vi flyver lørdag den 28 januar og er tilbage fredag den 3. februar om aftenen.
Lisboa er Europas hovedstad her længst mod vest, den er bygget på syv høje ved en naturlig havn, hvor Tejo-floden løber ud i Atlanterhavet. Mange af Lissabons gader er så stejle, at der ikke kan køre biler, så man er stadig afhængig af de tre kabelsporvogne og en kæmpestor elevator. Indbyggerne må utrætteligt gå op og ned ad de brostensbelagte gader. Byen er kendt for de helt specielle – gule og charmerende sporvogne. De kører ikke ret hurtigt og de bevæger sig i et lidt ujævnt tempo, men det er byens smukkeste og mest berømte transportmiddel.
Fordelt ud over den gamle og hyggelige, bakkede storby bor der omkring 565.000 indbyggere. Tæller man også forstadsområderne med, så bor der hele 2.700.000 indbyggere i Stor-Lissabon.
Vi skal bo i området nede ved Tejo floden og ved den gamle bydel Bairro Alto og Chiado. Her er en ejendom, der har huset munke og nonner. Men nu er det et lille familiedrevet hotel. der hedder Casa-do-patio.
Herunder ved læs videre er der lidt om jordskælvet i 1755, som forandrede byen og Europa.
Vi glæder os.
Jordskælvet i Lissabon 1755 forandrede Europa.
Det var et af historiens mest katastrofale jordskælv og bestod af tre kraftige og distinkte rystelser med epicenter i Atlanterhavet ca. 200 km sydvest for Sagres. Jordskælvet, som menes at have været 8,4 på Richterskalaen, ramte Lissabon på allehelgensdag, den 1. november 1755 om morgenen.
Lissabon var den gang en international storby, hvorfra skibe sejlede ud i alle retninger af kloden. Men efter skælvet lå det meste af byen i ruiner enten på grund af selve rystelserne, de følgende brande eller den store tsunami med op til 20 meter høje bølger, der skyllede ind over den nedre bydel. I alt menes 17.000 af byens 20.000 bygninger at være gået til herunder magtfulde institutioner som kongepaladset, operahuset, 60 kirker og inkvisitionens hus. Kilder taler om mere end 60.000 døde.
Indtil dette jordskælv i 1755 havde man i det gamle Europa og det unge Amerika troet, at verdensordenen – også den sociale – var indstiftet af Gud, og at man derfor skulle indordne sig under den uden at kny, endsige protestere, ligegyldigt hvor uretfærdigt den (“set med menneskeøjne,” som præsterne yndede at udtrykke det) kunne synes.
Jordskælvet rystede denne tankebygning. Hvem havde sat konge, kirke og adel til at herske? Havde de ikke selv tilranet sig alle forrettigheder? Hvorfor var ikke alle mennesker lige for loven? Hvorfor fandtes der ikke frihed, lighed og broderskab?
I kølvandet på denne tvivl fulgte den amerikanske frihedskrig og den franske revolution. Hvis tanker hele den vestlige verden nyder godt af den dag i dag. Uden denne tvivl havde vi nok ikke lige fået FN´s Menneskerettigheder.
Jordskælvet i Lissabon i 1755 har stadig betydning for os i dag, da det også har sat en præcedens for hvordan man kan håndtere og lære af katastrofer og krisehåndtering. forståelse for vigtigheden af at have et velorganiseret og veludstyret redningskorps, samt et godt koordineret system for at kommunikere med befolkningen og håndtere efterfølgende katastrofer.