Vores blog

Vi vågnede op til 12 graders varme og lagde hurtigt en plan for at udforske Lyon – en by rig på historie, madkultur og oplevelser.

Men først lidt om selve storbyen Lyon, der ligger smukt placeret mellem de to floder Rhône og Saône.

Lyon er Frankrigs tredjestørste by med omkring 500.000 indbyggere i selve byen og godt 2,3 millioner i storbyområdet. Byen har gennem historien haft en central rolle – både som knudepunkt for handel og som et kulturelt centrum.

La Croix-Rousse

Vi startede dagen i La Croix-Rousse, kvarteret hvor vi bor, og som er kendt for sin fortid som centrum for silkevæverne. Her snoede vi os gennem flere gader for finde de berømte traboules – små skjulte passager det er smalle, overdækkede passager mellem bygninger, som oprindeligt blev brugt af silkevævere til at transportere varer beskyttet mod regn. Mange af traboules blev også brugt under 2. verdenskrig som skjulesteder og flugtveje.

Det lykkedes os kun at opdage én passage, og det føltes som en lille sejr.

Vi kom frem til Mur des Canuts, Europas største gavlmaleri, er intet mindre end fantastisk. Maleriet er så overrealistisk, at man næsten må knibe øjnene sammen for at skelne virkelighed fra kunst. Rundt om maleriet var pladsen fuld af skolebørn på opdagelse med kort i hånden og engagerede lærere i spidsen – en livlig og festlig stemning.

Fra plateauet lidt nede kunne vi nyde udsigten over byen, og vi fulgte den lange stejle sti ned mod floden. Undervejs var der små opholdssteder, og til sidst stødte vi på en klassisk lille café med bageri. De engagerede ansatte gjorde alt for, at vi fik præcis den kaffe, vi ønskede – en perfekt pause.

Place des Terreaux & Vieux Lyon

Nede i byen kom vi til Place des Terreaux, den store plads omgivet af smukke bygninger og caféer. Midtpunktet er den gigantiske Fontaine Bartholdi, skabt af samme kunstner som Frihedsgudinden i New York. Den dramatiske bronzestatue forestiller en vogn trukket af fire heste, der styrter frem som en flod på vej mod havet – et imponerende syn.

Dernæst gik turen til Vieux Lyon, den gamle bydel. Her skabte de smalle brostensbelagte gader, små butikker og gårdrum en helt særlig middelalderstemning. Platantræerne kastede skygge på de små pladser, og vi kiggede ind i et par butikker, før vi gjorde holdt ved katedralen Saint-Jean. Den imponerede med sin blanding af gotiske og romanske træk.

Herfra krydsede vi de to floder, der omfavner Lyon. Rhône, som udspringer i Alperne, løber hurtigt og kraftfuldt gennem byen med sin blågrønne farve. Saône, der kommer fra det nordlige Frankrig, er roligere og bredere. Syd for Lyon mødes de to floder og danner et knudepunkt, som altid har haft stor betydning for byens historie og handel.

Les Halles de Lyon Paul Bocuse

Vi måtte naturligvis opleve Les Halles de Lyon Paul Bocuse, og det blev vores frokoststed. Det berømte madmarked bød på et overflødighedshorn af smagsindtryk: oste, charcuteri, vine, østers og lokale specialiteter. Lyon kaldes ikke uden grund Frankrigs gastronomiske hovedstad, og her kunne vi opleve det på nært hold. Kokken Paul Bocuse, som regnes for at have løftet Lyon og Frankrigs gastronomi til nye højder. Paul Bocuse var her en central figur, der lagde vægt på friske råvarer, enkel tilberedning og elegante opsætning.

Vi fandt et godt sted og fik dagens ret – en frikassé med grøntsager og kartofler, fulgt af en fin dessert og et par glas hvidvin. Stemningen var livlig, med lokale handlende, turister og madentusiaster side om side. Markedet mindede os lidt om Torvehallerne i København, blot meget større og med et langt bredere udvalg.

Basilique Notre-Dame de Fourvière

Efter frokosten ventede næste punkt på programmet: basilikaen, der troner højt over byen. Først skulle vi dog prøve kræfter med metroen. Vi købte to 24-timers kort og fandt efter lidt fumleri og et par omveje ud af, hvordan systemet fungerede. Snart stod vi i Vieux Lyon, klar til at tage kabelbanen op til Basilique Notre-Dame de Fourvière.

Basilikaen er et af Lyons mest ikoniske vartegn. Vi satte os et øjeblik i det imponerende kirkerum og hvilede benene, før vi gik ud på udsigtsplatformen.

Herfra åbnede byen sig i panorama – floderne, byens tage og bjergene i horisonten.

På dette tidspunkt havde vi allerede gået over 10 kilometer, så vi tog kabelbanen ned igen.

Ved en skole oplevede vi et særligt hverdagsøjeblik: klokken var 16:30, og forældrene stimlede sammen foran porten, mens børnene sad på bænke i skolegården. Da læreren så forældrene, gav han børnene lov til at gå – et lille indblik i fransk hverdag med lange skoledage.

En kaffepause lokkede, og efter lidt søgen fandt vi endnu et klassisk sted, hvor både kaffe og øl var på menuen. Her blev vi forkælet med endnu en god kop kaffe – lige hvad vi trængte til.

Med trætte ben fandt vi frem til bus nummer 18 ved floden, som tog os hele vejen op til vores lejlighed. Her sluttede vi dagen med hygge og gode minder fra Lyon.

Afslutning

Lyon er en stor by med mange storslåede oplevelser, vi fandt hurtigt vores rute gennem byen og fik en rigtig god fornemmelse af både kulturen og de mennesker, der bor her. Stemningen er generelt rolig og venlig, og overalt mærkede vi, hvordan byen indbyder til at stoppe op, tage det med ro og nyde de små øjeblikke undervejs..

I morgen går turen videre – en lang rejse mod Genève og Basel.

Det småregnede, da vi stod op – rigtigt paraplyvejr i byen.

Vi fik en SMS fra vores vært i lejligheden og fik lov til at lade bagagen stå der, indtil vi skulle videre. Det var en lettelse, så vi kunne bevæge os frit.

Vi tjekkede vores Interrail-pas og lagde en plan for at være i god tid i Mulhouse, hvor vi skulle med TGV-toget kl. 14:40. Der var dog en lille udfordring: toget fra Turckheim var aflyst, så vi måtte tage en bus i stedet. Heldigvis gik det helt fint, og vi nåede Colmar i god tid.

Kl. 11:23 kørte vi videre med TER-toget til Mulhouse, hvor vi ankom allerede kl. 12. Det gav os god tid til at puste ud og nyde stemningen. Her er blæsende og koldt – kun 10 grader – efteråret er for alvor kommet.

Stationen i Mulhouse er en oplevelse i sig selv. Der er stadig de klassiske restaurationer med tjenere, som man ikke ser så mange steder mere. Vi fik en dejlig cappuccino og nød at sidde og kigge på de mange rejsende, der slog sig ned for at spise frokost.

Mulhouse er en industriby i det østlige Frankrig tæt på grænsen til Tyskland og Schweiz. Byen har omkring 110.000 indbyggere og er kendt for sin bil- og tekstilindustri. Den har samtidig en multietnisk befolkning, hvilket giver byen et levende og varieret kulturliv.

Her kl. 14:40 præcis kom det lange TGV-tog, vi havde plads i vogn 18 – den allerbagerste vogn. Vi fandt vores pladser og mærkede straks den særlige ro, der er i de franske højhastighedstog. Omkring os sad en ung mand, der koncentreret løste matematiske opgaver, og to unge fyre med store sække fra militæret – små glimt af hverdagens Frankrig midt i rejsen.

Allerede på vej mod Belfort brød solen frem mellem skyerne – en herlig kontrast til formiddagens regn og blæst. Det forsatte dog med byger, da vi nærmede os Dijon. Himlen skiftede mellem grå og solglimt, mens toget gled hurtigt gennem landskabet.

Efter Dijon begyndte solen igen at bryde frem, mens vi susede gennem marker og småbyer med omkring 300 km i timen.

Præcis kl. 17:57 rullede vi ind i storbyen Lyon, hvor højhusene lyste op i aftenlyset. Vi fandt en taxa, der begav sig ud i trafikmylderet. Her må taxaerne køre i busbanerne, så på 25 minutter var vi fremme.

Ved lejligheden stod en mor med sit barn og ventede på os. Hun fandt nøgleboksen ved et cykelstativ og viste os op til den gode lejlighed, der skulle være vores base de næste dage. Nu sidder vi og spiser kebab på det lokale sted – en fin afslutning på en lang rejsedag.

Fra Turckheim til Lyon blev det en rejse på næsten ni timer fra vi forlod lejligheden om formiddagen, til vi kunne lægge bagagen fra os igen om aftenen. Alt i alt havde vi tilbagelagt over 400 kilometer på tværs af det østlige Frankrig, før vi nåede frem.

Nu venter Lyon på vores vandreture i morgen. Vejret er med os – solen skinner, og temperaturen er omkring 15 grader, så det går helt fint. 

Vi glæder os til at udforske byen til fods og se, hvad Lyon har at byde på.

I dag stod vi igen op til sol og 20 grader, selv om et markant vejrskifte er på vej – allerede i aften venter kraftig regn og temperaturer omkring 15 grader. Netop derfor måtte dagen nydes fuldt ud med en vandretur i og omkring Turckheim.

Byen ligger for foden af Vogeserne, kun få kilometer vest for Colmar, og er kendt for sine byporte, bindingsværkshuse og sin rige vintradition. Turckheim spillede en vigtig rolle i middelalderen som befæstet handelsby, og dele af den gamle bymur og de tre byporte står stadig og minder om fortiden. Men byen har også en nyere og dramatisk historie. I februar 1945 var Turckheim centrum for kraftige kampe under de allieredes befrielse af Alsace. Den tyske hær havde befæstet området, og slagene omkring Colmar-lommen blev både hårde og ødelæggende. Da byen endelig blev befriet, markerede det et vigtigt skridt i afslutningen af krigen i regionen. I dag kan man besøge et lille museum i byen, som fortæller historien om kampene og de dramatiske uger i vinteren 1945.

På en stille søndag som i dag virker byen næsten øde – både bageren og det lille supermarked havde lukket, og hovedgaden lå fredelig hen. Vi gik vestpå gennem hovedgaden, hvor de smukke gamle huse var pyntet med et overdådigt blomsterflor. Ved en af husene, med det klingende navn Grand Cru Brand, kiggede vi ind for at se vingården, inden vi fortsatte turen.

Herfra slog vi østpå til byporten Porte de Münster og bevægede os langs den ydre kant af den gamle bydel og videre ud i vinmarkerne. Ved Porte de Brand begynder den såkaldte dragerute, en afmærket vandresti, som snor sig op gennem vinmarkerne og giver flotte udsigter ned over byen og Rhinsletten. Det er søndag, og mange børnefamilier havde samme idé – at få en frisk tur i naturen, før regnen sætter ind. 

Langs ruten står tavler, der fortæller om vinene og druesorterne. Marken der hedder Brand er en af Alsaces mest berømte Grands Crus og kendt for sin granitholdige undergrund, som giver vinene en særlig mineralsk karakter. Her dyrkes især Riesling, Gewurztraminer og Pinot Gris, der alle trives i den varme, solbeskinnede skråning.

Granitten lagrer varme om dagen og frigiver den langsomt om natten, hvilket giver druerne optimale modningsbetingelser og en intensitet, der smages i de færdige vine. Det er netop denne kombination af klima, jordbund og menneskelig omhu, der gør Turckheim og dets vinmarker til noget helt særligt.

Benene var lidt trætte efter gårsdagens lange tur, så vi satte os et sted med god udsigt. Vi opdagede, at vi faktisk igen havde fundet ind på Caminoen. Stien førte os videre til en lille landsby, som vi allerede havde set i går – stadig lige så charmerende med sine huse, vinmarker og smalle gyder. 

Herfra var der blot en halv times vandring tilbage til Turckheim ad den bugtede camino, som slynger sig smukt gennem små stier og arbejdsveje mellem vinmarkerne.

Vi holdt en lille drikkepause undervejs, inden vi igen passerede gennem Porte de Brand og satte kurs mod kirken. Området omkring den gamle bymidte indbød til udforskning, og vi fandt en særlig udstilling i det gamle rådhus. Den fortalte historien om byens store – nu nedlagte – papirfabrik. Fabrikken har stadig en aktiv vennekreds, som holder mindet levende og arrangerer en årlig konference om stedets historie og betydning for byen.

Som det sømmer sig på en søndag i Frankrig, besluttede vi, at det var tid til middag. Skiltet udenfor gjorde det klart: Kun servering indendørs – regnen venter – Indenfor åbnede sig et stort lokale, proppet med glade, højtsnakkende familier. Tjenerne havde nok at se til, men fandt alligevel et par pladser til os. Stemningen var livlig, varm og smittende.

Vi valgte en kartoffelgratin med grøn salat og en god blonde-øl – enkelt og herligt. Mens vi sad der, kunne vi se regnen begynde at falde. Vejrskiftet var på vej.

Vi havde jo allerede nydt solen, vinmarkerne, historien og den franske søndagsstemning, så alt var godt – og nu samlet op her i Turckheim inden vores rejse videre i morgen til Lyon

Ps. Det regnet nu kraftigt men vi havde set der var orgelkoncert i kirken. Så vi hørte lige et par numre inde vi skulle handle ind til aftensmaden i lejligheden. Vi var jo på udgik efter en fin Riesling og fandt den, en helt rigtig velsmagende Riesling fra huset Brand. Den kan da også noget helt særligt.

Vi vidste, at det ville blive en varm dag – ca 29 grader blev der her, så vi var klar til at vandre allerede kl. 10.

Planlægningen var enkel – i dag er det jo blevet meget nemmere: jeg åbnede blot kort-appen, valgte til fods og satte kryds ved undgå trafik. Så klikkede jeg mig frem via de små byer, og en fin rute på St. Jacob Caminoen dukkede op – til min store overraskelse.

Så var det bare afsted – ud på de små stier og smalle veje, som slynger sig omkring vinmarkerne. Landskabet er blødt bølgende, og vinrækkerne stod grønne og lige, som blyanter tegnet på bakken.

Caminoen her i Alsace er en del af den gamle pilgrimsrute mod Santiago de Compostela i Spanien. Mange af middelalderens pilgrimme fulgte netop denne vej gennem vindistrikterne og de små byer med bindingsværkshuse, kirker og klostre. Når man går her, mærker man historiens spor under fødderne – selvom vi i dag vandrer mest for vores velværes skyld, bliver vi også opmærksomme på mange andre dimensioner undervejs.

I dag var der fuld gang i vinhøsten. Vi tillod os at smage på de små druer, der smager helt utrolig godt – friske og søde. Hele familier var travlt beskæftiget ude mellem rækkerne, og nu forstår vi bedre, hvorfor det netop er familiebrugene, der giver området sin særlige karakter. Det var, som om alle generationer havde en rolle – fra bedsteforældre til børnebørn – og samarbejdet bar præg af stolthed. Her bliver der håndplukket til de små vinhuse.

Selvfølgelig kunne vi ikke undgå lade vores tanker gå tilbage til Gyrup familien

Når vi standsede op i landsbyerne, kunne vi se de små vinsteder med deres Grand Cru-skilte, og stoltheden lyste ud af vinbønderne, når de kiggede på os med hænderne fulde af druer. Det var ikke bare arbejde – det var en kulturarv, der blev båret videre, år efter år. Her omkring byerne Turckheim og Kaysersberg dyrkes især Riesling, Gewürztraminer, Pinot Gris og Pinot Blanc, men også Pinot Noir, som i de senere år har fået større betydning. De mest berømte Grand Cru-marker i området er Brand og Sommerberg ved Turckheim samt Schlossberg ved Kaysersberg.

Lige efter frokostpausen fik vi øje på noget helt særligt: en stork på toppen af kirketårnet med én unge i reden.

Ved kirken stod informationsskilte, der fortalte om det store arbejde med at forbedre storkenes levevilkår. I 1974 var der kun 9 par tilbage i hele Alsace – nu er der over 1.600 par. Turckheim har flere officielle reder, og observationen af en stork med én unge passer derfor helt naturligt ind i det aktuelle billede. At se den stolte fugl stå deroppe føltes som et lille symbol på håb og naturens evne til at vende tilbage.

Vi fortsatte glade herfra, og snart efter kom den sidste nedstigning gennem kastanjeskoven, hvor vi så tydelige spor efter vildsvin. Og så var vi fremme i centrum af Kaysersberg, hvor vi nød koldt vand og en god kop kaffe – helt perfekt efter en varm vandredag. Kaysersberg var her i lørdagsvarmen et pulserende sted med mange turister og festlig stemning.

Med lidt friskhed tilbage fandt vi vej til Centre Albert Schweitzer. Schweitzer, der blev født her i Kaysersberg i 1875, var teolog, læge, musiker og senere nobelpristager. Han er mest kendt for sit arbejde i Lambaréné i Gabon, hvor han oprettede et hospital og viet sit liv til at hjælpe mennesker i Afrika. Hans filosofi om “ærbødighed for livet” lever stadig videre som en inspiration for mange.

Tiden gik hurtigt, og vi var heldige at finde en bus, der kørte direkte til Colmar – og næsten uden ventetid kunne vi skifte til en bus videre til Turckheim. Held i varmen!

Nu sidder vi trætte, men glade, på en café i Turckheim og nyder aftenen. En dag fuld af sol, vinmarker, pilgrimsspor, storke og store fortællinger er rundet af med ro og glæde over at være lige her.

Det blev en af de rigtigt varme dage – omkring 25 grader – så vi droppede de lange vandreture.

I stedet tog vi toget til den lidt større by Münster, der med sine hyggelige gader hurtigt viste sig at være et besøg værd.

Her lagde vi vejen forbi turistinformationen, hvor vi fik en idé til en passende tur på omkring 6 km.

Ruten førte os op fra dalen, gennem skov og forbi små stier langs dalsiden. Undervejs så vi tydelige spor af vildsvin, som har deres faste levesteder i området. De er nataktive dyr, men deres rodninger i jorden – hvor de leder efter rødder, insekter og svampe – afslører tydeligt, at de har haft en fest i skovbunden natten før. Vildsvinet er faktisk et af de mest udbredte store pattedyr i Centraleuropa, og bestanden har haft fremgang de senere år, fordi skovene giver gode skjulesteder, og markerne i dalene leverer rigelig føde.

Oppe på toppen holdt vi frokostpause i skyggen, hvor vi samtidig kunne nyde en flot udsigt over området. Det var varmt.

Tilbage nede i Münster gik vi en tur gennem byen og endte ved kirken, hvor vi fandt et hyggeligt kaffested.

På kirkens tag lå der hele tre storkereder – desværre uden storke på denne dag – man kunne se de har haft unger, men det var alligevel et fint syn og et tegn på, at fuglene stadig har en plads her i landskabet.

Til sidst tog vi toget tilbage og nød resten af eftermiddagen i skyggen med en kold øl. 

Noget af det, vi lagde mærke til og har snakket om, var hvor velholdt og levende området virker. 

De små byer i dalen bærer ikke præg af forfald eller tomme huse, men tværtimod af et hverdagsliv, der fungerer. Der er mange skolebørn i toget og i gaderne. Man får fornemmelsen af et område, hvor folk passer på både deres hjem og omgivelser og hvor der stadig er aktivitet i de gamle erhverv som vin og osteproduktion. 

Turismen spiller naturligvis også en rolle, men det føles mere som et supplement end som det eneste grundlag. 

Helhedsindtrykket er et sted, der har fundet en balance – og netop derfor virker så indbydende at besøge for os.  

Vi sluttede i godt humør med et rigtigt fint, smagfuldt og veltilberedt  måltid. De kan noget de franskmænd.

I morgen venter formiddags ture op i vinmarkerne her ved byen.