Hvor vi er… og hvad vi ser frem til….
Vi har nydt valgdagen i Lagos med sardiner og hygge rundt omkring i byen.
Det var jo mange år siden vi var der sidst – men den lignede sig selv med marked med fisk og grønsager samt de hyggelige gader.
Flotte farver
Vi spiste også sardiner
Lige pludselig så vi en lille pige:
Nu er vi kørt tættere til den spanske grænse. Tavira hedder byen.
Og vi skåler for et godt valg i cider
Tid til gode ture.
Vi bor tæt ved den sydvestligste punkt i Portugal.
Her er en enestående flot natur
Punktet hedder: Kap Sankt Vincent
Det er dejligt frisk herude med temperatur på kun 22 grader.
vi ser lidt på fyrtårnet og vandrer så af sted langs kanten.
Ikke 200 km, men blot 3 på den stenede kyst.
Vi satte os og nød udsigten.
Der er meget at se:
En lille fugl fulgte os.
Nå ja, der kommer også tyske bikere forbi, og de nyder selvfølgelig Wurst
Vi nøjes med kaffe.
Så kørte vi mod 2 små strande på Sydkysten nær Salema.
Her er flot badestrande og krævende vandreruter.
Men det er herligt at være her.
Vi nød derpå frokost og en svømmetur i det flotte hav.
Kaffen og isen kaldte inden vi kørte tilbage til campingpladsen.
Her planlægger vi en dagstur til Lagos.
Vi var første gang i Salema i 1994, hvis vi husker rigtigt.
Vi var:
Jørgen, Lena, Jon, og Bettina
Samt Louise, der næsten ikke kom med, da hun havde glemt passet.
Det blev jo klaret.
Andreas, Annette, Kirsten og Poul.
Vi havde nogle forrygende dage i byen.
Varme, det dejlige hav. Sjove lokale mennesker, der synes vi var sjove at have kontakt med.
Rosa lige på den anden side som særligt holdt øje med os.
Mændene, der stegte sardiner.
Annette og Louise der hyggede sig med strandliv.
Jørgen der handlede ind i Lagos til den store grillfest.
Annette, der stadig kan mærke fjæsing biddet.
Tyrefægtning i Lagos og meget mere.
En herlig ferie.
Kirsten har været der yderlig 2 gange med kvindegruppen fra Fuglebjerg.
De har også sjove minder fra dengang.
Det var Bent og Karen Margrethe der havde købt et hus i fiskerbyen.
Her er huset.
Salema ligner sig selv, blot er der bygget noget mere og der er en del turister, særlig englændere og tyskere.
Folk i restaurationerne taler fint tysk og engelsk.
Nogle af de gamle lever her stadigvæk og holder til ved havnen.
Rosa går tur i gaden og der holdes øje.
Efter en tur i det fine havvand med store bølger kaldte en frokost på den gamle restauration, der nu var moderniseret med et ungt personale, der kunne lave god mad.
Vi måtte spise sværdfisk.
Det smagte bare fint og stemningen var god.
Salema er stadig er besøg vær.
Det er blevet lidt køligere her ved Sagres ca. 23 grader og en frisk vind.
Ikke så dårligt, nu venter Vandreture.
Vi startede tidligt fra campingpladsen her nordvest fra Sevilla, vi måtte forsætte ud til Sagres, Portugals sydvestlige punkt.
“Verdens ende”
Den besøgte vi omkring 1991, da Annette og Andreas var under 15 år.
Vi boede i den lille fiskerby Salema. sammen med Lena, Jørgen, Jon, og Louise og havde en dejlig oplevelse her.
Nu skal vi så genopleve området igen, blot i en camper.
Det har været en meget varm dag igen 30 – 34 grader men der er aircondition i camperen. Herfra nyder vi turen gennem Portugal , hvor vi blandt andet kan glæde os over mange storke ved vejene.
Landskabet forandrer sig undervejs med korkege, store kornmarker, frugttræer og her ved Sagres makiområdet ved den forblæste kyst.
Vi havde håbet på en campingplads ved Salema, men den var lukket på grund af ombygning.
Ting tager tid.
Imorgen håbet vi på temperaturer omkring 20 grader, dejligt.
Solnedgang ved Atlanterhavet
Det er varmt mellem 28 og 34 grader.
Vi planlægger med omtanke og har udset os nogle små perler i naturparken, der hedder Sierra de Aracena y Picos de Arache. Sådan.
Den første by vi kigger forbi hedder Alajar og den er flot. Her ligger der ikke plastikrester, her vasker og fejrer gaderne.
Vi må planlægge vandreturen nøje.
På torvet falder vi i snak med en del spanier, der gerne vil forsøge at hjælpe os på et gebrokkent engelsk.
Sikke en stemning det giver.
Vi finder stien til en nedlagt landsby gennem en flot natur.
Men først er der jo bryllup i byen.
De stiller gerne op til foto.
Så går vi afsted.
Det er jo et særligt landskab indhegnet af stengærder, en ” dehesa”, som det hedder, her er spredte Ege- kastanjetræer og der er mange græs og andre naturlige urter. Det er et perfekt sted for geder, får, heste og især grise. Her bliver den iberiske gris opdrættet.
De kan nemlig gøre det en gris er god til, den roder i jorden og æder det den finder. Så lægger den sig ned i skyggen af et egetræ og sover.
Det er grise liv.
Vi kommer ud til den nedlagte landsby, som vi havde planlagt, ingen mennesker!
Vi fandt nogle få appelsiner, som er godt her i varmen.
Nu kaldte en god frokost, som vi fandt stedet til, da vi kom tilbage til byen.
Et hyggeligt og dejligt sted med god mad.
Med god samvittighed spiste vi gris, et stor mørbrad med rosmarin og kastanjesmør.
Så fandt vi en familie , der gerne ville sælge noget hjemmelavet. 
De var glade og stolte.
Nu måtte vi så finde den berømte skinkeby Jabugo, hvor den bedste og dyreste skinke laves.
Det er et mægtig sted udelukkende med alt om skinken og den særlige gris der går 2 år i skoven og spiser særligt egeagern. Så slagtes den og skinkerne modnes og tørres i 2 år.
Vi købte noget så i også kan smage rigtig god skinke.
Det var en fin varm dag.
Nu planlægges næste step på turen Portugal