Vores blog

Utroligt – igen klart solskinsvejr

Vi har nydt dagene her i Lisboa. Det er en særlig by, hvor alting er meget roligt, selvom man bor tæt så oplever man ikke trafikstøj med hornet i bund eller råberi – folk er rolige og omgåes hinanden med tolerance. Sådan har vi oplevet det. Man hjælper gerne os turister ved stoppesteder og ved metroen med et smil. Her i den lille gade var der 2 små butikker, som havde dagligvarer og et par borde og stole, hvor de lokale havde et samlingssted. Her sad man og skrev på computer og snakkede sammen.

Som i kan læse har vi været vidt omkring og også fundet de ikke så turistede steder. Det har været sjovt hver dag, at finde disse særlige oplevelser. F.eks gaderne med gamle vægfoto af lokalbefolkningen, som var interessante at gå på opdagelse i.

Herligt med sådan en storbyferie.

Solen skinner igen i dag og det er helt vindstille. I går nåede vi ikke op til Gulbenkain haven. Så vi fandt den blå metro linie og snart var vi fremme. Gulbenkian haven bliver drevet af en fond og haven er skabt på det sted der engang i det 1800 århundrede var indgangen til Lisbon.

Vi nød en kop kaffe, roen og den flotte udsigt.

Expo 98 området ventede så som det næste område vi skulle opleve. Det er jo en stor kontrast til den ældre del af Lisboa som vi hidtil har besøgt

Vi fik lige spist noget frokost med udsigt over Tejo floden. Vi tænkte at vi kunne vandre hjem til lejligheden herfra. Men det er godt vi har gps med. Efter en times vandring tjekke vi lige mobilen, der fortalte at vi manglede ca. 1 time og 35 minutters vandring. Så vi fandt en bus og snart efter var vi næsten hjemme.

Med bæredygtig kaffe og banankage der kunne friske os lidt op efter 11,5 km vandring.

Vi drog igen ned til midten af den nedre del af Lisboa. Her møder vi først den flotte Rossio plads, grundlagt i middelalderen og som senere netop på denne plads, den 25. april 1974, kom i centrum hvor en restaurantarbejder, angiveligt tilbyd røde nelliker til de tilstedeværende soldater, oprørere mod det frygtelige diktatur, de blomster blev straks adopteret af befolkningen i Lissabon som symbolet på demokrati.

Her på pladsen går vi på udgik efter en cafe, som under hele diktaturet og efterfølgende var centrum for oprøret, her blev der kæmpet drabelige kampe. Vi fandt stedet og fik under rolige forhold en god kop kaffe og kunne se ud på de brogede liv med folk særlig fra Angola, Mozambique og Timor.

Vi forsætter turen hen forbi indgangen til hovedbanegården, med en flot indgang.

Avenue da Liberdade er den fornemme boulevard, der går fra banegården og op mod den store rundkørsel med statuen af Grundlæggeren Pombal, den er imponerende med en bredde på 90 meter og med store butikker, kontorer og hoteller hele vejen derop.

Nu skal vi over til de små gader mod øst og finde et spisested. Her vrimler det med mange nationaliter og vi ender på en Nepaletisk restaurant og får et godt måltid inden vi snuser mere rundt i de små gader. Her finder vi Lisboa flotteste gade og kvarter Villa Bertha. Det kunne man godt forstå.

På et lille torv med sol og et livligt leben slår vi os ned og nyder endnu en kop kaffe og kage. Så finder vi sporvognen og kører hjemad.

Næsten hjemme går vi lige hen til Miradoren og nyder aftenstemningen med god levende rytmisk musik. Der er stemning i byen.