Kategori: Sardinien 2013

Det tager altid noget tid lige at lære en by at kende. Derfor har vi i dag brugt tiden på at gå på opdagelse i Castelloen. Den er jo bygget for at beskytte dens borgere.

Vi bor lige lidt fra Elefantporten, der er et højt firkantet tårn med to store hæveporte med store pigge, der kan hejses ned.

Bydelen er centrum for domkirken, universitet, regering og politi.

Det er en særlig oplevelse at gå i de meget snævre gader og blive overrasket over at der mange steder her også er mange små håndværksværksteder. Her er tegnere, skomagere,keramikere samt mange andre håndværkere.

Lejligheden som vi jo bor i er netop et eksempel på en håndværkstradition, da ejeren har et firma, som restaurerer huse ved at bruge det gamle håndværksmaterialer og traditioner.

I dag var vi også kommet på stifinderarbejde med at finde et sted, hvor vi kunne købe madvarer.
Vi havde fået at vide at der fandtes en lille købmandsforretning.
Men der skiltes jo ikke.

Det lykkedes os og det var et ældre par der havde butikken. Selv om den var lille var udvalget og priserne fine og betjeningen imødekommende.
Her var hvad vi skal bruge.
Om eftermiddagen fik vi igen set lidt til omgivelserne uden for murene. Her er gaderne ikke så snævre og der er gode piazzaer til at finde en bænk at hvile sig på. Vejret er varmt og solen titter frem, så vi fandt også frem til stedet hvor man køber de bedste is.
Ved 17 tiden kom tordenvejret igen.

Det er mange kilometer man får gået sådan en dag, så her til aften er vore ben lidt brugte. Men vi skulle jo have smagt noget sardinsk mad, det blev til sardinsk pasta med safran og derpå vild svin.
Igen i sjov familiedreven restauration.

Nu er sommeren måske kommet til Sardinien. Vi kørte af sted i klart vejr og med 20 grader. Igen langs bjergvejen helt ned til kystbyen Arbatax – her holdt vi frokost i 25 graders varme.
Det blev dog lidt koldere undervejs da solen pludselig fik svært med luftfugtigheden over bjergtoppene ned til Cagliari, kun 19 grader. Men….. så steg temperaturen igen til 24 grader.
Heldigvis havde vi vores gode vandre GPS som vi havde fortalt hvor vi skulle hen. Cagliari er en svær by at finde rundt i, i hvertfald der hvor vi skulle hen lige midt i byen i det gamle Il Castelo, en af de 7 høje byen er opbygget omkring.
Klokken 16 ankom vi som aftalt og en meget speciel lejlighed ventede på os. Viola, som vi lejer den af er i ROM men hendes forældre bor i samme lejlighed blot på 1 sal men med samme indgang.
Det er som skrevet en utraditionel indrettet lejlighed i en meget gammel bygning , med gammelt bindingsværk og gamle flider på gulvet.

Det skal opleves. Utrolig venlige mennesker, der også taler engelsk.

Cagliari er en interessant by, vi har her til aften været på Hovedgaden og nydt stemningen ved en restauration med et par kolde fadøl og udsigt til det livlige gladelliv, hvor rigtig mange kender hinanden og hilser og snakker på søndagsturen, hvor man også viser sig lidt frem med fint tøj og flotte biler…. Ja det er Italien.
Til aften måtte vi så også lige finde et pizza sted – en sidegader er altid et godt sted at lede, og her var lige et særligt sted med liv og glade mennesker, der som os skulle have noget søndagsmad.

Lige efter vi kom tilbage til lejligheden i det lune aftenvejr, brød et kraftigt tordenvejr løs. Det er nok blevet sommer!!!!!!

Det er lørdag og vi gik igen på opdagelse i Dorgali, byen er svært at finde ud af. Der er ingen store pladser, hvor folk mødes. Vi var omkring kirkepladsen, hvor nogle mænd samles og rundt i de smalle sidegader.

Pludselig hører vi lyden ved et garagelignende sted, af noget der løber og vi kigger ind og ser små vinglas og en mand der er ved at hælde vin fra en plastiktønde til en anden. Vino? Si si… Om vi vil smage? Med stolthed fortæller han at det er Cannonau vin. Ja den smager meget fint og den har vi nu med stor fornøjelse smagt nogle gange. Ja her i byen skilter man ikke så meget med deres gode ting.
Og så gik turen igen langs hovedvej ss125 også kaldet Orientale Sarda. Vi kørte de 63 km langs bjergtoppene i Gennargentu Nationalparken til bjergbyen Baunei. Der var igen i dag en kamp mellem skyer og sol. Solen havde det vanskeligt men ved 13 tiden klarede det op.

Så udturen blev i høj grad en kørsel inde midt i skyerne. Vi så ikke så meget før vi var fremme i byen, der består af en hovedgade og mindre sidegader og virker meget hyggelig.

Men planen var at vi ville på en pilgremstur til en lille kirke fra 1700 tallet inde ved Golgoslugten. Den var ikke så nemt at finde vi kørte af stejle snoede små veje op gennem regntætte skyer og ned i dalen gennem tåge og tæt træbevoksning.

I stedet for kirken kom vi frem til en flot campingplads og vandrestien der fører ned til Cala Coloritze. Men det stod ikke på en lang vandretur i dag, så vi fandt et flot udsigtpunkt og spiste vores mad og nyd solen og omgivelserne.

Nu kunne vi så se os omkring i det klare vejr og kom snart frem til den ensomt beliggende kirke med grise og får grænsende rundt om. Kirken bliver i dag kun brugt ved særlige fester for hyrderne.
Efter kaffe og øl blandt unge mennesker på byens – Baunia- internetcafe, kørte vi med den flotte udsigt tilbage til Dorgali, vi måtte dog lige besøge en ung familie, der med et lille skilt ved vejen skrev at de solgte ost. Vi smagte 2 forskellige blandingsoste fra gede og fåremælk og købte da også et par stykker – de smager rigtigt godt.

Vi havde ventet på at tage på denne vandretur. Den ligger nemlig i 1000 meters højde og forudsætter at skyerne er over denne højde og at det ikke regner.
Vejrudsigten lovede de rigtige forhold.
Først kørte vi 25 km af bjergvejen, der er anlagt højt på kanten af klippekæden fra Dorgali og sydpå. Det er en flot tur og vi var spændte, da skyerne og solen hele tiden skiftede med at have overtaget. Det var lige på kanten.

Fremme ved startstedet ved Campu Oddeu blev vi hurtigt overtale til at dette område måtte vi bare opleve. Umiddelbart var området meget spartansk mange sten få planter, men så kom oplevelserne.
Først udsigten gennem tågeskyerne der væltede op fra den tilstødende store dal – Urzulei – og derpå de flotte rigtig gamle egetræer og foran dem dukkede så blomsterne frem, ja store bonderoser, peoner, derpå juleroser og mange flere som vi ikke lige havde tjek på.

Gennem det øde landskab af gode vandrestier mødte vi snart alle de dyr som man forestiller sig på en rigtig bondegård og under helt dyrevenlige forhold.

Først mødte vi tyrekalve og deres mødre helt rolige kiggede de lidt på os og forsatte græsningen.

Vi forsatte og lige før vores frokost sted dukkede nu en griseflok op. 10 til 12 smågrise sammen med deres mødre rodede op i jorden og gryntede lidt inden de gik lidt væk.
Vi spiste frokost mens vi hørte og så gedehunden flytte en stor flok geder fra et græsningsområde til et andet. Gedehyrden så vi ikke noget til.
Vi nærmede os nu “bondegården” der lå lige ved et sted hvor flere vandløb løber sammen.

Her dukker igen grise, køer og sandelig også flere æsler. Igen var alle dyrene fuldstændig rolige og vi kunne gå tæt fobi dem.
Igen skulle vi ud i det “vilde” et gammelt vandrespor førte os ud langs en slugt codula de sa mela, først oppe langs slugten med meget gamle egetræer og peoner og juleroser lidt rundt omkring og et meget stort egetræ fulgte ved gedesporene ned i slugten.

Her blev vores stifinder evner igen sat på prøver mens vi forcerede de glatte store kalksten.

Igen tilbage ved gården, fulgte vi vejen tilbage til bilen.

Nå ja her dukkede så også lige en 5 til 6 heste frem.
Solen havde i løbet af dagen fået bugt med skyerne og temperaturen var nu sine steder omkring 20 grader.
12 kilometer var denne oplevelsesrige tur på.
Man kan godt blive glad for at opleve sådant et landskab og at så mange dyr tilsyneladende fredeligt nyder tilværelsen.
Her til aften fejrede vi så dagen med rigtig frisklavet pasta, grønsager og en rigtig god rødvin.

Efter den gode vandretur i går kørte vi i dag til hovedbyen her på den østlige side af øen.
Sardenerne fortæller os stolte at det er hjertet af øen, der banker her.
Nuoro har omkring 40.000 indbyggere. Man fortæller at netop byens isolerede beliggenhed inde bag stejle og skarpe klipper har givet befolkningen en særlig energi og selvbevidsthed.
Byen er i dag kendt som et kulturelt centrum, og man er stolte af bemærkelsesværdige forfattere – nobelpristager i litteratur 1926, Deleddas – kunstnere og designere og har derfor også kunstmuseer og designbutikker, der er internationalt kendte.
Vi kom dertil omkring klokken 10 og undrede os. Vi stod og kiggede op af hovedgaden Corso Garibaldi.

Den skulle være en livlig handelsgade fyldt med mennesker, den var tom?
Nå…. vi besøgte i stedet for de 2 museer.
De var begge ret så nye og i det ene var det især en af byens stoltheder kunstneren Ciusa, der vakte vores interesse.

Hans hovedværk fra 1907, La madre dell’ucciso, – den myrdedes mor – er meget udtryksfuld og skildrer hans oplevelser fra en hård hverdag her midt på øen.
Efter museumsbesøgene var gaderne stadigvæk næsten tomme alle forretninger lukkede.

Vi fandt et spisested og spurgte her hvorfor næsten alt var lukket.

Det er den 25. April og dermed Italiens befrielsesdag efter 2. Verdenskrig. Alle har fridag.
Sådan blev vi det klogere og fik så serveret en god fiskefrokost.

Kaffestederne havde åbent og vi skabte en sjov stemning blandt det unge personale, der nok kedede sig, ved at bestille 2 americanoer, hvorefter vi fik serveret 2 expressoer med kun lidt mælk,
Det blev hurtigt rettet.
Da byen jo var næsten helt mennesketom, kørte vi i stedet en lille omvej tilbage og nyd det flotte landskab, med korkege og nyudsprungne egetræer.
Mens vi oploader denne side her fredag aften skinner solen det er 20 grader og vi sidder og nyder en øl, skriver postkort, benene er lidt trætte efter en flot vandretur i 1000 meters højde. Mere i morgen aften……