Vores blog

Vi er ca 100 km nord for Malaga, her ligger byen Ronda med 34.000 indbyggere på en højslette omkring 750 meter oppe. Vi kom hertil i går efter en lang køretur fra Portugal. Her til morgen støvregner det, men pyt, klokken 11 er det tørvejr.

Ved byen Ronda er der en stor kløft, der hedder El Tajo den deler byen i 2, den ældre mauriske bydel La Ciudad og den yngre El Mercadillo.

Der er 3 imponerende broer mellem de 2 bydele, de er utrolig flotte og tiltrækker massevis af turister.

Desuden findes også den ældste tyrefægterarena i Spanien, som også er meget besøgt.

Den er bygget i 1793 ligesom broen Puento Nuevo. Den nyeste bro over kløften.

I år har vi en plan om at gå hele vejen nedenfor byen til den nordlige ende, det er en flot tur.

Vi starter med 3 km til byen langs vejen med massevis af dufte fra gule buske og udsigt til bjergene og igennem bydelen San Fransisco.

Her i bydelen mødes de gamle mænd foran bodegaen.

Det er herligt igen at få gang i benene og nyde landskabet.

I år er der også 5 helikoptere, der laver opvisning foran byen, det tiltrækker børn og ældre, der nysgerrigt kigger på.

Hele turen vi nu har gået er på 8 km og 350 højdemeter. Så vi finder en skinke sandwich og en lokal øl, så vi kan få tanket op. Det sker i en flot park lige ved byens kant og med gode udsigter.

Vi må forbi tyrefægterarenaen og pludselig dukket en statue op af Hemingway.

Han boede her i byen og skrev her i 1940 “Hvem ringer klokkerne for” er en litterær klassiker, der fortæller historien om en ung amerikansk frivillig, der under Den Spanske Borgerkrig rejser til Spanien for at modkæmpe Francos fascistiske styre.

Franco har vundet den forfærdelige borgerkrig på det tidspunkt og det præger romanen.

Bogen omtaler en massakre på mellem 200 og 600 mennesker, der i 1936 blev grusomt dræbt og kastet ud fra skrænten her ved byens hotel.

Hemingway boede lige her ved arenaen og havde et særligt forhold til byen.

Vi forsætter ned til de ældste broer og nyder udsigterne.

Vores ben er lidt trætte, så de finder ro på torvet i San Francisco med kaffe, øl og is.

Her er der gang i den med en livlig pigekomsammen.

Nu er vi så klar til de sidste 3 kilometer hjem til den gode campingplads.

Vi har ialt gået 15,5 kilometer. En dejlig dag.

I dag måtte vi køre den lange vej fra Trivera i Portugal til Ronda i Andalusien

Ca. 4 timers kørsel og rundt om Huelva og Sevilla.

En god lang tur, som vi bare måtte tage i dag, torsdag inden den store pilgrimsfærd her ved Huelva rigtigt begyndte. Der kommer nemlig over 1 million mennesker til området de næste dage.

Pilgrimsfærden hedder El Rocio – vi havde selvfølgelig ingen kendskab til den, men tilfældigvis læste vi om den og kunne tage højde for det.

El Rocío er kendt ud over Spaniens grænser som et pilgrimssted. Den er tilbedt af Den Hellige Jomfru af El Rocío – ofte omtalt som Blanca Paloma (White Dove).

Siden 1653 har man på pinsedagen fejret den hellige jomfru og der kommer over en million pilgrimme – katolikker – til den årlige pilgrimsrejse – i den lille by, som kun har omkring 800 indbyggere resten af året.

Over 100 broderskaber rejser fra hele Spanien og også fra udlandet til stedet. De har hver deres traditionelt bestemte rute hvorefter de besøger de Camino til El Rocío og deres andre broderskaber.

Et velkendt sted, hvor mange broderskaber passerer, er Villamanrique de la Condesa i provinsen Sevilla. På lørdagen før pinsedagen kører broderskaberne til El Rocío og til helligdommen, Ermita, hvor de bydes velkomne.

Så kører de videre til deres huse, som er tomme resten af året.

Søndag aften samles de troende i Ermita og for at bede sammen. Traditionelt ved solopgang – men i virkeligheden normalt omkring klokken 2 eller 3 – overgår medlemmerne af Almonts moderbroderskab barrieren (el salto de la reja) og bærer jomfru statuen udenfor. Derfra går Blanca Paloma til alle broderskabene. Den bærer broderskabets præster så på deres skuldre med bønner af tak og forbøn for det næste år.

Mange troende prøver at røre pigen eller i det mindste hendes kappe eller sokkel, især de syge og gamle, men også børn skal have en særlig velsignelse. Almonte-bærerne gør det imidlertid meget vanskeligt for dem omkring dem at nærme sig statuen.

Det helt specielle ved denne færd er at den også foregår i et af Spaniens betydningsfulde naturområder. Hvor ingen resten af året selv må besøge. Her er kun guidede tur. Men i pinsen går den katolske kirke amok i området med tusindevis af folk, der styrter rundt med helgenfigurer på heste, firhjulstrækkere og traktorer. Der svines med alting og ingen rydder op efter sig.

Det må personalet fra naturparken så klare efterfølgende. Hvordan fugle, dyr og omgivelserne så har det er en anden sag.

Heldigvis fra tirsdag forlader broderskabene igen stedet – dels på deres Caminos – for at levere Madonnaens velsignelse i deres hjembyer.

Vi så lidt af optoget syd for Sevilla, hvor de havde 50 km tilbage..

Sådan er der så meget, og vi sidder nu i dejlige omgivelser på campingpladsen ved Ronda, som bare er fin med rare mennesker omkring os.

I morgen vandrer vi nok til Ronda og genser byen.

Vi har nydt valgdagen i Lagos med sardiner og hygge rundt omkring i byen.

Det var jo mange år siden vi var der sidst – men den lignede sig selv med marked med fisk og grønsager samt de hyggelige gader.

Flotte farver

Vi spiste også sardiner

Lige pludselig så vi en lille pige:

Nu er vi kørt tættere til den spanske grænse. Tavira hedder byen.

Og vi skåler for et godt valg i cider

Tid til gode ture.

Vi bor tæt ved den sydvestligste punkt i Portugal.

Her er en enestående flot natur

Punktet hedder: Kap Sankt Vincent

Det er dejligt frisk herude med temperatur på kun 22 grader.

vi ser lidt på fyrtårnet og vandrer så af sted langs kanten.

Ikke 200 km, men blot 3 på den stenede kyst.

Vi satte os og nød udsigten.

Der er meget at se:

En lille fugl fulgte os.

Nå ja, der kommer også tyske bikere forbi, og de nyder selvfølgelig Wurst

Vi nøjes med kaffe.

Så kørte vi mod 2 små strande på Sydkysten nær Salema.

Her er flot badestrande og krævende vandreruter.

Men det er herligt at være her.

Vi nød derpå frokost og en svømmetur i det flotte hav.

Kaffen og isen kaldte inden vi kørte tilbage til campingpladsen.

Her planlægger vi en dagstur til Lagos.

Vi var første gang i Salema i 1994, hvis vi husker rigtigt.

Vi var:

Jørgen, Lena, Jon, og Bettina

Samt Louise, der næsten ikke kom med, da hun havde glemt passet.

Det blev jo klaret.

Andreas, Annette, Kirsten og Poul.

Vi havde nogle forrygende dage i byen.

Varme, det dejlige hav. Sjove lokale mennesker, der synes vi var sjove at have kontakt med.

Rosa lige på den anden side som særligt holdt øje med os.

Mændene, der stegte sardiner.

Annette og Louise der hyggede sig med strandliv.

Jørgen der handlede ind i Lagos til den store grillfest.

Annette, der stadig kan mærke fjæsing biddet.

Tyrefægtning i Lagos og meget mere.

En herlig ferie.

Kirsten har været der yderlig 2 gange med kvindegruppen fra Fuglebjerg.

De har også sjove minder fra dengang.

Det var Bent og Karen Margrethe der havde købt et hus i fiskerbyen.

Her er huset.

Salema ligner sig selv, blot er der bygget noget mere og der er en del turister, særlig englændere og tyskere.

Folk i restaurationerne taler fint tysk og engelsk.

Nogle af de gamle lever her stadigvæk og holder til ved havnen.

Rosa går tur i gaden og der holdes øje.

Efter en tur i det fine havvand med store bølger kaldte en frokost på den gamle restauration, der nu var moderniseret med et ungt personale, der kunne lave god mad.

Vi måtte spise sværdfisk.

Det smagte bare fint og stemningen var god.

Salema er stadig er besøg vær.

Det er blevet lidt køligere her ved Sagres ca. 23 grader og en frisk vind.

Ikke så dårligt, nu venter Vandreture.