Vores blog

Jeg lovede lige at skrive om de sure appelsiner der kan plukkes overalt i øjeblikket i Sevilla.

Vi har prøvet at smage dem flere gange, man bliver lokket så meget af den orange farve i blandt de grønne blade.

Men de er altså så sure.

Det er altså ærgerligt, når der her i Sevilla er omkring 25.000 træer.

Den sort der gror her i Sevilla hedder Citrus aurantium, eller bitterappelsintræet, og den har en lang historie i Sevilla. Træet har mørkegrønne blade, hvide og duftende blomster og bærer bitter appelsiner. Dets æstetiske kvaliteter gjorde det til et ideelt træ til at pryde gader, pladser og haver. Det er et robust træ, som har en forventet levetid på omkring 50 til 100 år, afhængig af vækstbetingelserne.

Appelsintræerne har en fin funktion her i byen. De er flotte at se på, de giver skygge og de dufter godt. De sure frugter her bidrog til opdagelsen af appelsin marmelade, som englænderne udviklede, da de indkøbte appelsinerne her fra byen og fandt at de ikke kunne spises. Nu er de ikke længere brugbare til at spise på grund af luftforureningen.

Spiselige eller ej så er synet af de mange appelsintræer i gadebilledet et af de meget charmerende træk ved hele den sydspanske region Andalusien. Vi mødte dem også på vores tur til Granada for nogle år siden, men tænkte ikke at de ikke kunne spises. Nu mødte vi dem så igen her i Sevilla og også i appelsingården Patio de los Naranjos foran moské-katedralen La Mezquita i Córdoba.

I gården omgivet af den gamle moskés massive ydermure står 96 appelsintræer i et gittermønster, og for foden af træerne løber et netværk af små vandingskanaler.

Det var her, de troende vaskede sig før bønnen, dengang Córdoba var hovedstad i det muslimske kalifat al-Andalus, der eksisterede på Den Iberiske Halvø fra år 711 til 1492, hvor den kristne kirke overtog magten.

Hvorfor kom appelsinen til Spanien?

Netop araberne og deres erobring af store dele af Spanien i 700-tallet er forklaringen på appelsintræets fremtrædende placering i det sydspanske gadebillede. For muslimerne – også kaldet maurerne – indførte en række nye vækster til Den Iberiske Halvø, heriblandt sukkerrør, risplanter og citrontræer – og altså også appelsintræer.

Maurerne kunne konstruere velfungerende vandingsanlæg, og deres sans for skønhed kom til udtryk i anlæggelsen af imponerende prydhaver med bassiner og springvand, som vi har beundret i den sidste uges tid og da vi besøgte Alhambra i Granada.

Men det var ikke kun appelsintræerne og de flotte haveanlæg, der blomstrede under det muslimske kalifat. Også kunst, filosofi og videnskab havde gode betingelser under det muslimske styre, der i flere hundrede år var repræsentant for en relativt tolerant og videbegærlig udgave af islam.

Faktisk taler historikere om, at Córdoba i sin gyldne periode var det mest civiliserede samfund i Middelalderens Europa. Den anden kalif, al-Hakam II, oprettede et bibliotek, der efter sigende indeholdt 400.000 bind, og jøder, kristne og muslimer levede ifølge de tilgængelige kilder i fredelig sameksistens i byen.

Men intet varer som bekendt ved. I midten af 1100-tallet overtog medlemmer af en mere fanatisk religiøs retning styret i Córdoba og jog både jøder og kristne på flugt. Og efter den kristne generobring af Córdoba i 1236 var det maurernes tur til at lade sig tvangsindlemme i de katolske kongedømmer eller alternativt lade sig udvise.

Córdoba og Sevilla

Da vi sad i appelsingården ved Sevilla katedralen kunne vi ikke undgå at sammenligne vores oplevelser fra de to steder.

Akkurat som det er tilfældet i moské-katedralen i Córdoba, er træerne her også forbundet af et fint mønster af små vandingskanaler, der vidner om, at den historiske påvirkning fra muslimerne også ses i Sevilla.

Og katedralen, der er verdens tredjestørste kirke, er da også bygget på fundamentet af en moské. Det 93 meter høje klokketårn, La Giralda, er bygget oven på den oprindelige minaret, og i murværket kan man se overgangen fra arabisk ornamentik til kristen renæssancestil.

Katedralen i Sevilla er dog synes vi en noget mere harmonisk bygning end moské-katedralen i Córdoba, hvor en kristen kirke er placeret midt inde i rækken af arabiske søjler i den enorme moské. Den måske malplacerede kirke midt i moskeen er et kraftigt symbol på, at respekten religionerne imellem kan have svære kår – både før og nu.

Alligevel er vi fascinerede af besøgene både i moské-katedralen og katedralen i Sevilla.

Man sidder tilbage med et indtryk af selve konstruktionen så tydeligt spejler den religiøse konflikt mellem det muslimske og kristne Europa.

Appelsinen drog nordpå

Efter den kristne generobring og arabernes tilbagetrækning blev appelsinerne i Spanien, og i de følgende århundreder foretog de orange frugter lidt af et triumftog op gennem Europa. Vi husker nok alle det helt særlige ved vores december måned i vores barndom hvor de fine appelsiner og mandariner bidrog til julestemningen.

Det blev så til en lille historie her i ventetiden i Barcelonas lufthavn inden turen mod København.

Vi har oplevet meget i den sidste uge og de fine appelsintræer har bidraget til en særlig stemning.

I dag ville vi runde turen til Sevilla af med en vandretur langs “havnefronten”, som den nok kunne betegnes tilbage i tiden, hvor Columbus gjorde Sevilla til et centrum for verdenshandlen.

Vi gik fra katedralen forbi et marked for specialister udi mønter mm.

Herefter kom vi til “det gyldne tårn” og gik over floden til den hyggelige bydel Tirana.

Havnefronten i Sevilla spillede en afgørende rolle under tiden med opdagelsesrejserne, især i forbindelse med Christopher Columbus’ første rejse til Amerika i 1492. Selvom Sevilla ikke er en kystby, havde byen adgang til Atlanterhavet via floden Guadalquivir, og det gjorde den til en strategisk vigtig havn for sørejser og handel med de nyopdagede landområder.

Efter Columbus’ tilbagevenden fra hans historiske rejse til Amerika ankom hans skibe, Santa Maria, Pinta og Niña, til Sevilla den 15. marts 1493. Den sejrrige hjemkomst blev fejret med stor entusiasme i byen, og det markerede begyndelsen på en ny æra af handel og udveksling mellem den gamle og den nye verden.

Sevillas havnefront blev et centrum for handel, hvor varer som krydderier, guld, sølv og andre ædelstene blev losset fra de nyopdagede territorier og derefter sendt videre til resten af Europa. Byen blev en vigtig knudepunkt for forbindelserne mellem Amerika og Europa i løbet af den spanske koloniale periode. Som man ser udmøntet i den store udstilling i 1929 på Plaza de España.

Sevillas epoke som primær havneby aftog gradvist i løbet af 1700- og 1800-tallet, men den bevarende stadig sin store indflydelse som kulturelt og økonomisk værdifuldt by for Spanien.

Vi slentrede rundt i byens gader og var igen lige omkring pladsen med keramik. Her skulle kaffen nydes i denne hyggelige Bodega.

Der efter var det frokost tid ved Tirana floden.

Vi forsatte turen opad langs floden der i dag bliver flittigt brugt til roning.

Sidst på eftermiddagen krydsede vi igen floden, hvor der også kan opleves højt humør.

Vi nåede frem til San Fransisco pladsen med mange folk, der lige skulle nyde dagens sidste solskinsstråler.

Vi fik også nydt en kaffe, øl og banankage.

Nu er taxaen bestilt, der pakkes, da vi skal afsted fra lejligheden allerede kl 07:30 i morgen mandag.

Vi slutter den gode gode tur af med at spise på vores kendte arabiske restauration.

Tak til Sevilla for gode og berigende dage.

Nu er det lørdag og byen summer af folk. Familierne er ude på oplevelser kan man mærke.

Vi følger med en del på vej til Plaza de España. Først lidt om dens historie.

I 1929 var Sevilla en af de vigtigste byer i Spanien med en rig historie og kultur. Året 1929 var særligt markant på grund af byens værtsskab for den spansk-amerikanske udstilling, også kendt som Ibero-amerikansk udstilling i Sevilla. Dette var en verdensudstilling, der blev afholdt for at fremvise kulturen og økonomien i disse lande.

Dagliglivet i Sevilla omkring denne tid afspejlede byens traditionelle karakter og spændende ændringer i forbindelse med udstillingen. Byen var også dengang kendt for sine farverige gader, traditionelle markeder, og livlige pladser, hvor folk samledes. Udstillingen i Sevilla fejrede spansk kultur, men samtidig var der også udfordringer med at definere en national identitet. Spanien var en mosaik af regionale kulturer og sprog, og denne mangfoldighed kunne undertiden skabe konflikter om, hvordan man skulle definere en “spansk” identitet.

Alle disse elementer skabte et politisk og socialt landskab, der var modtageligt for de konflikter, der senere førte til den spanske borgerkrig. Franco-tidens regime opstod som en reaktion på borgerkrigen og blev præget af autoritært styre, undertrykkelse af politisk opposition og stærk centralisering af magt. I 1975 døde Franko. Det markerede afslutningen på Franco-tiden, der havde varet i næsten 40 år. Efter Francos død indledtes en overgangsproces, der førte til etableringen af demokrati i Spanien og dermed medlemskab af EU, som vi kan se og mærke betyder meget for landet.

Plaza de España er som skrevet en flot og ikonisk plads beliggende i Parque de María Luisa. Plaza de España blev designet af den spanske arkitekt Aníbal González.

Plaza de España er kendt for sin imponerende halvcirkulære bygning med en kanal, der løber foran den. Bygningen har en række broer, der krydser kanalen og forbinder det centrale område med dens omgivende buegang. Hver bue repræsenterer en af Spaniens provinser og er dekoreret med fliser, relieffer og mosaikker, der skildrer historiske og kulturelle begivenheder fra pågældende region.

Midt på pladsen findes en stor fontæne, og det er et populært sted for besøgende og lokale som vi også oplevede i dag.

Plaza de España er ikke kun et arkitektonisk mesterværk, men det er også et symbol på Spansk historie og kultur.

Aníbal González Álvarez-Ossorio (1876–1929) var en spansk arkitekt kendt for sit store bidrag til udstillingen af 1929, hvor Plaza de España er hans mest berømte værk. Han blev født den 10. juni 1876 i Sevilla, og hans karriere var stærkt knyttet til den arkitektoniske udvikling af byen. Desværre døde han lige efter at pladsen og udstillingen åbnede i 1929.

På sådan en varm februar dag oplevede vi et livligt sted med massevis af folk, der glade oplevede de forskellige regionale udsmykninger i buerne. Her blev der taget mange foto. Sidst på eftermiddagen var der gang i improviseret flamingo opvisning med dans og musik.

Vi tilbragte mange timer i den store park, hvor der også rundt omkring lyd musik. Folk samledes for at hygge sig med lege og medbragt mad. På de udendørs restaurationer blev der fejret fødselsdage. Det var en god lørdag i Sevilla.

Vi sluttede eftermiddagen af på en tagterrasse med nogle glas med rosevin og nyd solnedgangen klokken 18:45.