En regnvejrsdag på Isle of Bute

Vores værtspar havde inviteret os på en heldagstur til deres sommerhus på sydsiden af øen Bute. Det blev en dag, hvor de begejstret fortalte om deres stærke tilknytning til området sydvest for Glasgow og til øerne ved udmundingen af Clyde.

Her er tidevandet en vigtig del af landskabet. Det kan variere med omkring 2 til 2,5 meter i løbet af døgnet og er med til at præge hele området.

Vi kørte af sted i deres fine, ældre Tesla Model S – en af de første Teslaer, der kom til Skotland. Den kan de stadig lade gratis på Teslas regning, fortalte de med et smil.

I begyndelsen var det tørvejr, men efterhånden som vi kom længere mod vest, kom støvregnen. Skyerne lå lavt over landskabet, og til vores værtspars store ærgrelse forsvandt den fantastiske udsigt over kysten. De måtte i stedet forsøge at beskrive for os, hvad vi ellers ville have kunnet se.

Vi kom til færgebyen Rothesay, som er hovedbyen på Bute. Her kunne de fortælle, at når prins William kommer til Skotland, skifter han titel og bliver Duke of Rothesay. Titlen har været brugt siden middelalderen.

Rothesay er en lille by med knap 2.000 indbyggere, en hovedgade, en gammel borgruin og et berømt fish and chips-sted, som især har åbent i sommermånederne.

Herfra kørte vi videre gennem regndisen ad små veje mod syd. Vi passerede grønne marker, hvor kvæg og får gik fredeligt og græssede. Et af øens store seværdigheder er det berømte gotiske Mount Stuart, som efter sigende er et absolut must at besøge. Men i det vejr måtte vi nøjes med at se stedet i en flot bog, som vores værtspar havde med.

Efterhånden nærmede vi os sydsiden af øen, og regnen fortsatte.

Vores værtspar har et dejligt hus helt nede ved kysten med store hortensiaer både foran og bagved. Det er et toetagers hus, hvor de selv har underetagen.

Her kunne han fortælle, at han faktisk var født blot et par huse derfra. Han havde boet på øen hele sin barndom og kendte området så godt. Det var tydeligt, hvor meget han havde glædet sig til at vise os sit Bute og fortælle om stedet.

Regnen gjorde dog, at vi hurtigt søgte indenfor. Vi spiste en frisk suppe og nogle sandwich, mens vi fortsatte samtalen.

På væggene hang store fotografier og malerier fra sejlsportsbegivenheder. Det viste sig, at vores vært havde været en dygtig sejler og havde repræsenteret Skotland ved OL i Canada i 1976 og i Moskva i 1980 i Soling-klassen.

Her kom Danmark også ind i historien.

Han fortalte begejstret om det venskab, han havde haft med den danske sejler Poul Høj. Det havde betydet meget for ham. De havde blandt andet samarbejdet om udviklingen af sejl og mange andre detaljer inden for sejlsporten.

Snakken kom vidt omkring. Vi hørte om et liv, der havde bragt dem til mange forskellige steder – blandt andet Australien, London og Denver. Men uanset hvor livet havde ført dem hen, var de altid vendt tilbage til Bute.

Og Raine havde samtidig sit faste tilhørsforhold til Bridge of Weir, hvor han er født og opvokset. Her er de blevet gift og her bor de stadig.

I gangen hang dette billede af hans tante der havde arbejdet i Quariers i 1960 erne

Ved tre-tiden klarede vejret endelig op. Regnen stoppede, og vi kunne gå en lille tur langs kysten. Nu fik vi mulighed for selv at fornemme bare en lille del af det landskab, som vores værtspar havde forsøgt at beskrive for os hele dagen.

Det er et fascinerende sted, og vi forstår godt, hvorfor de er så begejstrede for øen.

Hjemturen gik næsten hele øen rundt. Undervejs fik vi et indtryk af, at livet for landbruget her ikke er let. Flere gårde står tomme, og nogle bliver købt op af større landbrug. Der har tidligere været et mejeri, men i dag ser man først og fremmest får og kødkvæg. Der er kun få kornmarker.

Vi sejlede igen med færgen tilbage til fastlandet. Overfarten tager omkring 35 minutter. Nu kom solen lidt frem, og langs Clyde kunne vores værter fortælle videre om områdets historie.

De store skibsværfter og stålindustrien havde tidligere præget hele området. Pakhusene langs floden modtog varer, som blev sendt videre til Glasgow, helt op til begyndelsen af 1970’erne. Men meget af industrien er forsvundet.

I dag forsøger området at finde en ny identitet med boliger og kontorbygninger. Mange af de mennesker, der tidligere arbejdede i industrien, er erstattet af en arbejdsstyrke, der i højere grad er knyttet til Nordsøolien, især omkring Aberdeen.

Tiden har forandret området.

Tilbage på The Wood, hvor vi har haft nogle rigtig gode dage, kunne vi tænke tilbage på en oplevelsesrig dag. Trods regnen havde det været en fornøjelse at høre vores værtspar fortælle om deres særlige forhold til deres hjemegn og om det liv, de har levet.

Det blev på mange måder mere end en tur til Bute.

Det blev et møde med deres historie, deres minder og deres kærlighed til et sted, de stadig kalder hjem.

Og vi siger dem en stor tak for deres engagement og for den tid og energi, de har lagt i at give os gode oplevelser under vores ophold.