Efter at Raine havde kørt os lidt rundt i den tidligere børneby, gik vi selv videre. Og langsomt begyndte der at ske noget helt særligt.

Kirsten begyndte at kunne huske.

Vi gik op mod kirken, og her stod en af de minder, der stadig var helt tydelige.

Søndagen.

Alle skulle i kirke, og børnene var klædt i deres fine søndagstøj. Kirsten huskede, hvordan drengene og pigerne sad på række inde i kirken. Det var børn fra tre til fjorten år – omkring fjorten stykker – og de skulle sidde helt stille.

Bag dem sad Kirsten og de andre aunties, klar til at prikke dem, hvis de ikke kunne holde sig i ro.

Det må have været noget af en opgave.

Og efter gudstjenesten var der heller ikke meget plads til børneliv. De skulle spadsere rundt i deres fine søndagstøj.

Ikke ligefrem den nemmeste opgave for en flok børn på mellem tre og fjorten år!

Nu begyndte Kirsten også at kunne placere det hus, hvor hun selv havde været auntie. Hun mente, at det lå tæt ved Church Road.

Vi fandt huset.

Der var en lille entré ved indgangen, og huset var et af de mindre huse, fordi der kun boede én house mother. Det måtte være House No. 7 – Aberdeen.

Det var næsten mærkeligt at stå her efter så mange år og se det sted, som Kirsten havde haft som en del af sin hverdag i 1970.

Vi fortsatte rundt for at finde skolen og den lokale butik.

Og så skete der noget, vi på ingen måde havde planlagt.

En ældre kvinde kom gående imod os med sin rollator. På en eller anden måde kom vi i snak med hende – og hvilken snak det blev!

Hun hed Helen Dunbar.

Helen fortalte levende om Quarriers og om sit eget liv. Hun og hendes mand blev gift i 1961 og blev uddannet til house mother og house father. Derefter flyttede de ind i House No. 4.

Hun fortalte også noget mere personligt. Hun og hendes mand kunne ikke selv få børn. Men gennem deres liv i Quarriers kom de alligevel til at få rigtig mange børn at passe og tage sig af.

Hun havde mistet sin mand for nogle år siden, men som 88-årig var hun stadig utrolig frisk og havde en fantastisk hukommelse. Hun fortalte den ene historie efter den anden om de børn, der gennem årene havde boet i huset – op mod 16 børn ad gangen.

På en måde havde hun altså haft en meget stor børneflok, selv om det ikke blev hendes egen familie på den måde, hun måske havde drømt om.

Især huskede hun dem, der havde forbindelse til Canada.

Quarriers havde nemlig sendt omkring 7.300 børn og unge til Ontario i Canada frem til 1938. Mange af dem og deres efterkommere bevarede forbindelsen til Quarriers gennem generationerne.

Helen fulgtes med os hen til mindestedet for disse familier. Og på vejen kom vi forbi hendes eget hus.

House No. 4.

Her bor hun stadig.

Og så kom det næste lille mirakel.

Kirsten spurgte Helen, om hun kunne huske, hvor de udenlandske aunties boede.

Helen tøvede ikke.

“House No. 1 – lige ved siden af.”

Vi kiggede på hinanden.

House No. 1.

Det betød, at Helen, som boede i House No. 4, sandsynligvis havde kunnet se Kirsten gå frem og tilbage til arbejdet dengang i 1970.

Pludselig var de to tider – 1970 og 2026 – næsten blevet flettet sammen.

Vi fik sagt mange tak til Helen for den fantastiske snak og gik over til House No. 1.

Døren var lukket, men Kirsten kunne kigge ind.

Og så kom endnu et øjeblik, hvor vi næsten måtte holde vejret.

Hun kunne se gangen.

Og hun genkendte trappen op til første sal.

Nu kom hukommelsen for alvor på gled.

Det var utroligt.

Vi var kommet til Quarriers Home med håbet om, at Kirsten måske kunne genkende noget. Men det, vi oplevede, var langt mere, end vi havde turdet håbe på.

Det var ikke bare bygninger og veje.

Det var minder.

Mennesker.

Historier.

Og pludselig også en forbindelse til en kvinde, som faktisk havde været der dengang.

Men dagen var ikke slut endnu.

Vi fortsatte vores egen memory lane ad den gamle jernbanespor mod Bridge of Weir. En tur på omkring tre kilometer, hvor der undervejs var fine informationstavler om landsbyen og områdets historie.

Vi kom frem til Bridge of Weir, hvor vi fandt en café og fik en lidt sen frokost.

Så åbnede himlen sig.

Regnen silede ned i omkring en times tid, men vi havde ikke travlt. Vi kunne vente lidt, og da regnen endelig stilnede af, fortsatte vi.

Den sidste del af turen gik ad en smal sti langs en lille bæk, der snoede sig op mod The Wood’s.

Vi kom tilbage trætte.

Men glade.

For sikke en dag.

Vi havde fået så meget mere, end vi var kommet efter.

Kirsten havde fundet spor af sit liv fra 1970 – og vi havde mødt Helen, som stadig bor i det hus, hvor hun selv havde boet sammen med sin mand og alle de børn, de tog sig af.

En dag, hvor fortiden pludselig blev levende igen.