Så kom dagen endelig. Vi skulle tilbage til Skotland – næsten 50 år efter vores første tur.
Dagen startede ellers ganske fredeligt. Vi tog toget til lufthavnen og havde god tid. Alt var under kontrol. Troede vi.
For pludselig gik det op for os, at vores fly afgik fra den del af lufthavnen, hvor vi skulle gennem paskontrollen. Og sikke en kø! Det tog omkring en halv time at komme igennem. Men på en eller anden måde gik det hele op i en højere enhed, for flyet afgik præcis til tiden.
Allerede ombord fik vi det første lille møde med Skotland. Vi blev omgivet af skotter, der talte – og sang – på deres fine, lidt syngende sprog. Det var næsten som at få en lille forsmag på det, der ventede os.
Vi skulle til Edinburgh, og allerede her begyndte det at gå op for os, at vi var på vej ind i en lidt anderledes kultur. Vi er spændte på at se, hvad der er sket med Skotland siden sidst. Hvad har 50 år gjort?
Og så har vi jo vores Interrail. Det gør det hele dejligt nemt. Togene hedder noget med Express, de kører hurtigt og – vigtigst af alt – til tiden. Det er næsten luksus for to danskere, der er vant til at kigge lidt nervøst på forsinkelserne hjemmefra.
På togturen fik vi igen et førstehåndsindtryk af det moderne Skotland. Men også af nogle sider af landet, som ikke nødvendigvis står i turistbrochurerne. Fattigdommen kikker ind imellem frem. En passager havde for eksempel ingen billet, men det blev ordnet stille og roligt og uden det store drama.
Efter lidt over en times kørsel nåede vi Glasgow Queen Street Station. Her steg vi af og begav os ud i mylderet for at finde Glasgow Central.
Og dér var der liv!
Masser af mennesker, pubber på næsten hvert gadehjørne og selvfølgelig butikker med fish and chips. Glasgow viste sig hurtigt fra sin mere folkelige side.
Vi fandt uden de store problemer lokaltoget mod Johnstone. Det hele fungerede faktisk forbavsende nemt.
Da vi steg af i Johnstone, stod vi så med vores bagage og skulle finde vej til Lynnhurst Hotel. Vi nåede knap nok at se os omkring, før to venlige skotter spurgte, om de kunne hjælpe os.
Vi fortalte, at vi skulle til Lynnhurst Hotel.
“Det er for langt at gå.”
De gik hen efter deres bil – og kørte os simpelthen lige til døren!
Sådan en modtagelse kan man næsten ikke ønske sig bedre.
Og hotellet? Det er et rigtigt gammeldags hotel med fine værelser, flotte haver og masser af charme. Efter dagens rejse var det lige, hvad vi havde brug for.
Og selvfølgelig skulle vi prøve noget rigtig skotsk til aftensmad.
Haggis!
Så dér sad vi – efter en lang dag med tog, fly, paskontrol, Glasgow, lokaltog og et lift af to venlige skotter – og spiste haggis i Johnstone.
Skotland har budt os velkommen.
Sikke en dag. Og vi er kun lige begyndt.
