Vi vågnede op til en lun og blæsende dag, hvor vi skulle flytte os op til en fin lejlighed i Ortigia. Først ville vi dog lige gense naturområdet, som vi fandt sidst på eftermiddagen dagen før. Der var ikke langt derud, men vinden lå på 12–15 sekundmeter.
Havet var i oprør, og flamingoerne var krøbet i læ sammen med de andre andefugle. Kun den sorthovedede sanger kunne synge sig igennem blæsten.
Vi begav os videre ud til ruinerne af det store anlæg ved Vendicari, hvor man allerede i græsk og romersk tid – omkring Kristi fødsel – havde drevet omfattende tunfiskeri.
Her lå en tonnara, et system af faste net og bassiner, hvor tunene blev fanget under deres vandring gennem Middelhavet og forarbejdet på stedet. Tunen blev saltet og konserveret i store kar og sendt videre som handelsvare, og fiskeriet fortsatte senere under både arabisk og normannisk indflydelse
I dag står ruinerne tilbage som spor af et sted, hvor havets rigdom i årtusinder har været livsgrundlag.
Området rummer nu et fint besøgscenter, der formidler både historien om tunfiskeriet og den rige natur med beskrivelser af fuglelivet i lagunerne og de havskildpadder, der stadig søger mod kysten.
Der var ikke langt fra naturreservatet til Syracus, hvor vi havde en aftale med vores værtspar om at finde parkering og få hjælp til at finde Elsa d’Ortigia.
Lige et glimt fra en kaffe bar, hvor der ikke sker så meget.
Det viste sig at være en virkelig fin service – de stod klar, så snart vi var fremme lige ved Ortigia. Herefter kørte vi gennem den spændende by, og sammen med værten gik vi videre til fods gennem snævre gader fyldt med potter med alverdens planter, som gav stedet en helt særlig stemning.
Vi kom frem til en lille gård med borde og bænke lige ved indgangen til lejlighederne. Alt var smagfuldt indrettet, og selv om rummet ikke var stort – omkring 20 m² – fungerede det rigtig fint.
Ortigia er et særligt sted, og Syracus er uløseligt forbundet med videnskabsmanden Arkimedes, som blev født her, og som netop her udforskede nogle af de store teorier, blandt andet sine beregninger af pi.
I blæsten gik vi hurtigt ned til kysten, og i læ bag pavillonen nød vi en Aperol og så på den dramatiske himmel ved solnedgang.
Aftensmaden fandt vi midt i byen – også en stor oplevelse. Stedet var ikke stort, men helt fyldt, med fin betjening og kunst på væggene. Køkkenet var lille, akkurat stort nok til at to kokke kunne stå og lave virkelig god mad. Kirsten fik kikærtesuppe, og jeg fik en Norma-ret med tomater, pasta og auberginer.
Vi sidder nu og planlægger de næste dages oplevelser her i området. Der er virkeligt noget at se – små, skjulte pladser i Ortigia, historiske ruiner langs kysten og lokale markeder fyldt med dufte og farver. Vi glæder os til at gå på opdagelse i de spændende omgivelser.