En dejlig forårsdag

I dag kunne vi virkelig mærke foråret.

Temperaturen lå mellem 18 og 21 grader, og landskabet syd for Noto åbnede sig i bløde farver og dufte. Vejen mod naturreservatet førte os gennem et åbent landbrugslandskab med marker af durumhvede, vinmarker og store overdækkede arealer med tomatdyrkning, hvor mange har deres daglige arbejde. Mellem markerne stod oliventræer sammen med citron- og appelsintræer og gav landskabet både farve og duft.

Allerede stednavnene i området fortæller om den tætte forbindelse mellem jord, vand og dyrkning. Mange contrada-navne knytter sig til marker, kilder og bakker, og ord som gebbia og fonte peger tilbage på gamle vandingssystemer fra den arabiske tid. Det føles som et landskab, hvor natur, arbejde og sprog er vokset frem side om side.

Vi nåede ud til reservatet ad en af de mange indfaldsveje og endte på en uasfalteret vej med store vandhuller – men igennem kom vi. Herude, hvor alt er ret øde, betalte vi 5 € for adgang og begav os ind i det, der er et såkaldt dome område. Sangfuglene var i fuld gang, og vi kunne opleve citronsommerfuglen, der cirklede rundt over landskabet.

Vi havde glemt vores frokost, så vi kørte videre rundt i området og fandt til sidst et fint Coop-supermarked. Samtidig opdagede vi et sted, hvor bilen kunne vaskes – det var tiltrængt, og nu er den så fin igen. Undervejs fandt vi også en anden vej ud til reservatet, denne gang en god asfalteret vej.

Fremme ved reservatet var vi heldige. Der var to fugleudkigssteder, og her stod flamingoerne helt fremme – omkring 50 styk, der snakkede højlydt. Dagens store oplevelse.

Tilbage i Noto sluttede vi dagen af med kirsebæris af den gode italienske slags på vores stamcafé. Om aftenen spiste vi på et meget lokalt sted, hvor en fireårig pige blev fejret på højlydt italiensk manér. Der var liv og stemning, og midt i det hele fik vi også et godt måltid. Jeg fik blæksprutte oven på kartoffelmos – det smagte virkelig godt.

Når man slentrer igennem aftenen får man også øje på små detaljer her en Vespa klub med engagerede medlemmer der hygger sig.

I morgen drager vi videre til Syracuse. Det bliver spændende.