Vi var tidligt oppe og nåede i god tid til lufthavnen. Selvom vi skulle mellemlande i Rom, blev det en rolig og behagelig rejsedag.
Da vi trådte ud af lufthavnen i Palermo, var det som at møde en anden verden. En anderledes stemning, svær helt at sætte ord på. Vi havde hørt, at man – som mange andre steder i Sydeuropa – kan benytte en delt taxa, hvor man fylder bilen op og deler turen. Vi stod og kiggede os omkring, da en mand pludselig spurgte, om vi søgte en taxa. Kort efter var bilen fyldt, og vi kørte afsted.

Turen ind mod byen er omkring 30 kilometer og går gennem et meget ramponeret område. Kontrasterne er tydelige. Da vi nærmede os centrum, blev trafikken tæt og kaotisk – men alligevel rolig. Alle synes at være vant til at køre meget tæt, men uden stress.

Det begyndte at regne, da vi blev sat af. Vi fik besked på blot at gå 500 meter ligeud. Turen gik gennem en smal gade med masser af små butikker. Indtrykket var råt og slidt – næsten brutalt – men også levende.

Vores B&B Sant’Agostino ligger midt i Palermos historiske centrum i en lille sidegade. Da vi blev lukket ind, åbenbarede der sig en fantastisk overraskelse: Sikke et hus! Det viste sig at være ejet af en nulevende kunstner, som for det meste bor i Rom. Bestyrerne tog imod os med åbne arme – de ville os det bedste og var næsten ikke til at standse. Inden vi nåede at tænke os om, havde de bestilt et bord på en lokal restaurant til os og foreslået, at vi fik et bedre værelse.

Vi trak os tilbage og fik en lille lur. Der var jo håndboldkamp senere, så vi ville spise tidligt
.


Da vi gik ud igen, var mørket faldet på. De smalle stræder er sparsomt oplyste, og byen virker næsten endnu mere intens i mørke. Gennem regn, mørke og liv fandt vi frem til en fantastisk restaurant Premiata Enoteca BUttice, som også fungerede som vinbar.


Her udfolder sig et pulserende liv: små borde tæt sammen, vægge fyldt med vinflasker og omkring seks tjenere, der vimser energisk rundt.


Vi bestilte solid og velsmagende palermomad. Portionerne var rigelige, og især sværdfisk og blæksprutte smagte fortrinligt.
Håndboldkampen ventede, så vi fandt vej hjem gennem de mørke gader igen.
Sikke en dag.
Nu glæder vi os til at se Palermo i dagslys – det bliver spændende.