Så kører vi gennem Tyskland og togene er helt præcise. Vi startede med dis i Koblenz men her ved Kassel er det flot solskins vej. Godt vi har siddepladser hele vejen, der er mange søndagsrejsende.
Som jeg skrev i går har vi også haft tid til eftertanker her hvor mange usikre ting rammer os næsten hver dag:
Vores rejse gennem Strasbourg, Turckheim, Lyon, Basel og Koblenz har ført os gennem et landskab, hvor historien stadig mærkes i gaderne, floderne og bygningerne. Få steder i Europa viser spændingen mellem krig og fred tydeligere end Alsace. Her har generationer levet under skiftende tilhørsforhold – fransk den ene, tysk den næste – og hver ny ændring bragte både dilemmaer og udfordringer i hverdagen.
Efter den fransk-tyske krig i 1870 blev Alsace tysk. Skolerne underviste på tysk, sønnerne skulle indkaldes til tysk militærtjeneste, og det franske sprog og kulturelle traditioner blev skubbet til side.
Efter Første Verdenskrig blev regionen igen fransk, og så måtte man tilpasse sig nye love, nyt sprog og ny administration.
Under Anden Verdenskrig blev tvangstjeneste, flygtningestrømme og nazistisk kontrol endnu en barsk virkelighed.
For almindelige familier blev spørgsmålet om identitet en daglig udfordring: Hvem skulle man vise sig som? Hvilke traditioner kunne man bevare? Selv kirkegang, skole og familiefester blev små spejle af de større konflikter omkring dem.
I dag ser vi et helt andet Alsace. Strasbourg er ikke længere et stridens centrum, men et symbol på europæisk forsoning. Her mødes repræsentanter fra hele kontinentet i Europarådet og Europa-Parlamentet, og regionen er et praktisk bevis på, at samarbejde kan overvinde århundreders fjendskab. Økonomi, handel og kultur har spillet en afgørende rolle: floden Rhinen gjorde Alsace til et knudepunkt for transport og handel, skoler og universiteter begyndte at samarbejde på tværs, og industri og finansforbindelser bandt folk sammen på nye måder.
Forsoning blev ikke blot et ideal, men også en praktisk nødvendighed.
Set med danske øjne kan man genkende paralleller til Sønderjylland. Også her har grænsen flyttet sig, og historien har været præget af spændinger og konflikter, men i dag er samarbejde og fredelig sameksistens det dominerende.
I vores nuværende tid kan det lyde naivt at tale om forsoning.
Men er der andre veje end at søge freden selv om det måske tager lang tid.
Europa står i skarp konflikt med Rusland, krigen i Ukraine fortsætter, og i Palæstina synes fred næsten utænkelig. Men erfaringerne fra Alsace og Sønderjylland minder os om, at selv dybe og blodige fjendskaber kan vendes, hvis nye generationer vælger en anden vej.
Vi kan tage hjem med en påmindelse om, at Europas styrke ligger i evnen til at lære af fortiden. Historien giver os ikke hurtige løsninger, men den giver håb: at selv dér, hvor ufred engang syntes uundgåelig, kan fremtidens kort tegnes med broer i stedet for mure.
