Vi vidste, at det ville blive en varm dag – ca 29 grader blev der her, så vi var klar til at vandre allerede kl. 10.
Planlægningen var enkel – i dag er det jo blevet meget nemmere: jeg åbnede blot kort-appen, valgte til fods og satte kryds ved undgå trafik. Så klikkede jeg mig frem via de små byer, og en fin rute på St. Jacob Caminoen dukkede op – til min store overraskelse.
Så var det bare afsted – ud på de små stier og smalle veje, som slynger sig omkring vinmarkerne. Landskabet er blødt bølgende, og vinrækkerne stod grønne og lige, som blyanter tegnet på bakken.
Caminoen her i Alsace er en del af den gamle pilgrimsrute mod Santiago de Compostela i Spanien. Mange af middelalderens pilgrimme fulgte netop denne vej gennem vindistrikterne og de små byer med bindingsværkshuse, kirker og klostre. Når man går her, mærker man historiens spor under fødderne – selvom vi i dag vandrer mest for vores velværes skyld, bliver vi også opmærksomme på mange andre dimensioner undervejs.
I dag var der fuld gang i vinhøsten. Vi tillod os at smage på de små druer, der smager helt utrolig godt – friske og søde. Hele familier var travlt beskæftiget ude mellem rækkerne, og nu forstår vi bedre, hvorfor det netop er familiebrugene, der giver området sin særlige karakter. Det var, som om alle generationer havde en rolle – fra bedsteforældre til børnebørn – og samarbejdet bar præg af stolthed. Her bliver der håndplukket til de små vinhuse.
Selvfølgelig kunne vi ikke undgå lade vores tanker gå tilbage til Gyrup familien
Når vi standsede op i landsbyerne, kunne vi se de små vinsteder med deres Grand Cru-skilte, og stoltheden lyste ud af vinbønderne, når de kiggede på os med hænderne fulde af druer. Det var ikke bare arbejde – det var en kulturarv, der blev båret videre, år efter år. Her omkring byerne Turckheim og Kaysersberg dyrkes især Riesling, Gewürztraminer, Pinot Gris og Pinot Blanc, men også Pinot Noir, som i de senere år har fået større betydning. De mest berømte Grand Cru-marker i området er Brand og Sommerberg ved Turckheim samt Schlossberg ved Kaysersberg.
Lige efter frokostpausen fik vi øje på noget helt særligt: en stork på toppen af kirketårnet med én unge i reden.
Ved kirken stod informationsskilte, der fortalte om det store arbejde med at forbedre storkenes levevilkår. I 1974 var der kun 9 par tilbage i hele Alsace – nu er der over 1.600 par. Turckheim har flere officielle reder, og observationen af en stork med én unge passer derfor helt naturligt ind i det aktuelle billede. At se den stolte fugl stå deroppe føltes som et lille symbol på håb og naturens evne til at vende tilbage.
Vi fortsatte glade herfra, og snart efter kom den sidste nedstigning gennem kastanjeskoven, hvor vi så tydelige spor efter vildsvin. Og så var vi fremme i centrum af Kaysersberg, hvor vi nød koldt vand og en god kop kaffe – helt perfekt efter en varm vandredag. Kaysersberg var her i lørdagsvarmen et pulserende sted med mange turister og festlig stemning.
Med lidt friskhed tilbage fandt vi vej til Centre Albert Schweitzer. Schweitzer, der blev født her i Kaysersberg i 1875, var teolog, læge, musiker og senere nobelpristager. Han er mest kendt for sit arbejde i Lambaréné i Gabon, hvor han oprettede et hospital og viet sit liv til at hjælpe mennesker i Afrika. Hans filosofi om “ærbødighed for livet” lever stadig videre som en inspiration for mange.
Tiden gik hurtigt, og vi var heldige at finde en bus, der kørte direkte til Colmar – og næsten uden ventetid kunne vi skifte til en bus videre til Turckheim. Held i varmen!
Nu sidder vi trætte, men glade, på en café i Turckheim og nyder aftenen. En dag fuld af sol, vinmarker, pilgrimsspor, storke og store fortællinger er rundet af med ro og glæde over at være lige her.