Kategori: Sicilien 2026

Så blev det tid til at vende hjemad. Her til morgen var der igen 20 grader i Ortigia, og vi kunne sige mange tak til vores to værter på Elsa d’Ortigia. Et rigtig hyggeligt sted, som også var smagfuldt indrettet, lige midt i byen.

Vi gik en sidste tur gennem de steder, vi nu kendte godt, og fik sagt ordentligt farvel – og måske på gensyn – til Archimedes-statuen. Foran os lå 300 km tværs over øen, men heldigvis var der motorvej næsten hele vejen, så det var bare at køre derudaf.

Mens vi kørte mod Catania, havde vi den sneklædte og stadig aktive vulkan Etna som pejlemærke lige foran os. Engang for mange år siden var vi sammen med Annette på tur deroppe og boede i Taormina – det var en helt særlig oplevelse, som pludselig dukkede frem i minderne.

På store dele af motorvejen mellem Palermo og Catania kører man reelt på meget lange, lave broer, hvor vejen er løftet op på piller for at undgå ustabil undergrund i dale og skredzoner. Broerne er så lave og sammenhængende, at man ofte ikke oplever dem som egentlige broer, men de giver vejen sin særlige karakter. Vi kørte på den lange motorvejsstræk, som er en særlig oplevelse.

På halvvejen tog vi dog en afstikker op mod Enna. Her midt i det indre Sicilien åbnede landskabet sig med bølgende bakker, kornmarker og små olivenlunde. Det føltes virkelig tidløst, og vi nød udsigten, mens vi kørte gennem området.

Byen Enna – “Siciliens tag” – ligger ca. 930 meter over havet og er den højest beliggende provinshovedstad i Italien. Vi fandt hurtigt byen og tog et hvil med frokost på Ristorante Centrale, inden vi satte kursen videre mod hjem.

Efter Enna nærmede vi os den pulserende storby Palermo. Den er stadig hektisk her i eftermiddagstimerne med tæt trafik og ægte italiensk trafik-kultur, men vi kom heldigvis udenom det værste. Ved lufthavnen drejede vi fra og fandt snart efter den charmerende kystby, hvor vi overnatter i aften.

Stedet ligger ovenpå en restaurant, og her kunne vi nyde aftenen på italiensk vis med spaghetti del Mar og hyggelige tjenere. Vi sad sammen med flere familier, der i god stemning hyggede sig – en bedre afslutning på dagen kan der næppe være.

Nu er vi på vej hjem og har netop krydset Alperne og er landet i Zürich.

Her må vi nok vente til en SAS afgang der er 1 time forsinket så vi er nok hjemme kl 24.

Vi sidder midt i Ortigia ved katedralen, bygget lag på lag oven på et gammelt græsk tempel. Det er umuligt ikke at tænke på Arkimedes, som vi igen og igen møder i byens gader, på skilte, statuer og små henvisninger rundt omkring.

Her i Syracuse, omkring 200 før Kristus.

Det var her, Arkimedes gik rundt og tænkte over verden. Han jagtede ikke meninger eller smarte forklaringer, men noget fast og sikkert. Han opdagede princippet for opdrift, som forklarer, hvorfor ting flyder i vand, og hvordan man kan måle vægt og volumen.

Han arbejdede også med vægtstangen, der viste, hvordan små kræfter kan flytte tunge ting, og beregnede en tidlig værdi af pi, som hjalp med at forstå cirklers geometri.

Da han pludselig forstod det, råbte han “Eureka!” – græsk for “Jeg har fundet det!”

Når man reflekterer over vores tid, kan man drømme om en verden, hvor mennesker og grundlæggende rettigheder vejer tungere end magt og egeninteresse – en verden lidt i Arkimedes’ ånd, hvor det faste punkt findes.

Syracuse minder os om, at ideer og værdier kan holde længere end nuet.

Måske er det netop det, der er lige blev vores lille Eureka-oplevelse.

Videnskabelige gennembrud 

• Arkimedes’ lov (Opdrift): Han opdagede, at et legeme nedsænket i en væske påvirkes af en opdrift svarende til vægten af den fortrængte væske. Det var her, han ifølge legenden råbte “Eureka!“.
• Vægtstangsprincippet: Han formulerede loven for vægtstangen og udtalte berømt: “Giv mig et fast punkt at stå på, og jeg skal flytte Jorden”.
• Matematik: Han beregnede en meget præcis værdi for Pi (π𝜋) og beviste forholdet mellem rumfanget af en kugle og en cylinder. 

Berømt opfindelse:

• Arkimedes-skruen: En maskine til at løfte vand, som stadig bruges i dag til bl.a. kunstvanding og i rensningsanlæg.

Det er lidt uvirkeligt. Klokken 12 stod solen klart på himlen, og temperaturen lå på behagelige 21 grader – og sådan fortsatte det helt frem til kl. 16.

En af de dage, hvor tiden næsten går langsommere, man nyder varmen.

Vi begyndte dagen med en lille opdagelsestur.

Kirsten havde tidligere fået øje på en lille butik med smukke tekstiler, og den måtte vi naturligvis finde igen. Inde i butikken blev vi mødt af en vidende og engageret ekspedient, som i næsten en time guidede Kirsten med stor kompetence og indlevelse. Det endte med, at hun fandt præcis de ting, hun havde drømt om. En virkelig god oplevelse.

Glade fortsatte vi videre mod dagens næste mål: det pulserende fiske- og grøntsagsmarked. Her er altid liv, lyde og farver – og friske råvarer i overflod. Stemningen er intens, men på den gode måde, og markedet er en oplevelse, man ikke bliver træt af.

Næste stop var den markante, dråbeformede betonbasilika, der hæver sig over byen. Undervejs gjorde vi holdt og nød solen.

Basilikaen er opført i 1968 og hedder Santuario della Madonna delle Lacrime, som på dansk betyder “Helligdommen for Den Grædende Madonna”. Navnet knytter sig til fortællingen om en jomfrus tårer, der siden er blevet helliggjort. Bygningen er imponerende stor og både arkitektonisk og stemningsmæssigt spændende at besøge.

Herefter ventede den lange vej tilbage i solen, med livet i havnen som et levende bagtæppe. Vi købte sandwich hos slagteren og nød den næste time i vores gårdhave. Benene var efterhånden trætte, og pausen var tiltrængt.

Senere vandrede vi endnu engang rundt om den sydlige del af øen. Selvom det blæste lidt, var folk ude på klipperne for at slikke sol.

Vi fandt et roligt sted, hvor vi kunne nyde en god italiensk is og en kop kaffe – enkelt og virkelig godt.

Om aftenen fandt vi igen vej til vores lokale spisested. Som sædvanlig var der fyldt med mennesker, summen af stemmer og varme i luften. Vi sluttede aftenen af med en tiramisu og sagde tak for endnu en god oplevelse hos A Putia, som stedet hedder.

Det har været dejlige dage her i byen.

Om lidt vil jeg skrive et lille indlæg med nogle refleksioner over vores tid

I morgen begynder hjemturen – tværs over øen mod Palermo Lufthavn, hvor vi lige skal have en overnatning ved en kystby.

I dag vågnede vi til en dejlig temperatur på 15–17 grader og en rolig, solrig morgen i Syrakus. Efter de første dages oplevelser i Siciliens mere pulserende byer, som Palermo, glædede vi os til at fordybe os i Ortigia – hjertet af Syrakus. Denne lille ø er et fint sted, et labyrintisk miks af barok arkitektur, græsk historie og en uimodståelig middelhavsstemning.

Vi startede ved indgangen til øen, hvor en stor statue af Arkimedes (287–212 f.Kr.) står. Stedets placering og udformning gør det let at genopleve hans mest berømte opfindelser: princippet om vægtstangen – “giv mig et fast punkt, så løfter jeg jorden” – samt hans arbejde med cirklens forhold, pi, og mange andre matematiske og mekaniske landvindinger. Det er utroligt, at hans opdagelser stadig står som fundament for moderne videnskab og teknik.

Vi begav os nu ind i de små gader, og snart efter var vi fremme ved Arkimedes-pladsen, hvor Fontana di Diana pryder midten. Fontænen viser gudinden Diana (Artemis) med sin bue og hund, omgivet af figurer inspireret af myten om nymfen Arethusa, som blev forvandlet til en kilde – en historie, der symboliserer livets og vandets kraft midt i Ortigias historie og skønhed.

Vi fandt selvfølgelig et godt kaffested, hvor vi kunne sidde udendørs og beundre springvandet og det stille liv i byen. I forhold til Palermo, som er rå og pulserende, er vi nu i en by, hvor ro er fremherskende. Folk slentrer roligt afsted, og selv håndværkerne tager det hele i et roligt tempo – en helt anden, afslappet rytme af livet, der passer perfekt til Ortigias middelhavscharme.

Vi fortsatte videre ind i byen, og snart kaldte frokosten på os. Det blev igen den gode ristorante, der var tætpakket af gæster – vi fik heldigvis lige 2 pladser, mens folk roligt stod i kø udenfor i halve timer. Stedet er kult, og det forstår man godt: maden er udsøgt og tilmed meget billig. Vi nød sværdfisk og kikærtesuppe indendørs, omgivet af stedets livlige atmosfære.

Nu fortsatte vi hen mod katedralen, et særligt sted, der er opstået i rammerne af et gammelt græsk tempel. Katedralen i Syrakus – Duomo di Siracusa – står på det, der engang var et stort dorisk tempel dedikeret til gudinden Athena omkring det 5. århundrede f.Kr. De gamle søjler fra templet er stadig synlige både inde i og udenfor kirken, og man mærker tydeligt historiens lag i bygningen, hvor det græske tempels struktur er smukt integreret i den nuværende kirke, som gennem århundreder har været ombygget og bevaret.

Efter katedralen måtte vi lige kranse bydelen helt ind og runde den sydlige del med en vandretur. Her stod nogle lokale og fiskede, mens en smuk silkehejre forsøgte at fange dagens fisk – et fredfyldt øjeblik, hvor byen langsomt gled over i havets rytme.

Nu kaldte dagen på hvile i vores lejlighed, og ved 19-tiden havde vi fundet et rigtigt godt spisested igen. Der var få gæster, men maden var udsøgt, og stedet var smagfuldt indrettet. Det ligger i et område med kunsthåndværkere, som stadig var i gang med arbejdet – her mest keramiske værker. Se blot disse foto, som viser den imponerende kreativitet og stemning i området.

Nu har vi et godt overblik og glæder os til dagen i morgen med op til 20 grader – dejligt!

Vi vågnede op til en lun og blæsende dag, hvor vi skulle flytte os op til en fin lejlighed i Ortigia. Først ville vi dog lige gense naturområdet, som vi fandt sidst på eftermiddagen dagen før. Der var ikke langt derud, men vinden lå på 12–15 sekundmeter.

Havet var i oprør, og flamingoerne var krøbet i læ sammen med de andre andefugle. Kun den sorthovedede sanger kunne synge sig igennem blæsten.

Vi begav os videre ud til ruinerne af det store anlæg ved Vendicari, hvor man allerede i græsk og romersk tid – omkring Kristi fødsel – havde drevet omfattende tunfiskeri.

Her lå en tonnara, et system af faste net og bassiner, hvor tunene blev fanget under deres vandring gennem Middelhavet og forarbejdet på stedet. Tunen blev saltet og konserveret i store kar og sendt videre som handelsvare, og fiskeriet fortsatte senere under både arabisk og normannisk indflydelse

I dag står ruinerne tilbage som spor af et sted, hvor havets rigdom i årtusinder har været livsgrundlag.

Området rummer nu et fint besøgscenter, der formidler både historien om tunfiskeriet og den rige natur med beskrivelser af fuglelivet i lagunerne og de havskildpadder, der stadig søger mod kysten.

Der var ikke langt fra naturreservatet til Syracus, hvor vi havde en aftale med vores værtspar om at finde parkering og få hjælp til at finde Elsa d’Ortigia.

Lige et glimt fra en kaffe bar, hvor der ikke sker så meget.

Det viste sig at være en virkelig fin service – de stod klar, så snart vi var fremme lige ved Ortigia. Herefter kørte vi gennem den spændende by, og sammen med værten gik vi videre til fods gennem snævre gader fyldt med potter med alverdens planter, som gav stedet en helt særlig stemning.

Vi kom frem til en lille gård med borde og bænke lige ved indgangen til lejlighederne. Alt var smagfuldt indrettet, og selv om rummet ikke var stort – omkring 20 m² – fungerede det rigtig fint.

Ortigia er et særligt sted, og Syracus er uløseligt forbundet med videnskabsmanden Arkimedes, som blev født her, og som netop her udforskede nogle af de store teorier, blandt andet sine beregninger af pi.

I blæsten gik vi hurtigt ned til kysten, og i læ bag pavillonen nød vi en Aperol og så på den dramatiske himmel ved solnedgang.

Aftensmaden fandt vi midt i byen – også en stor oplevelse. Stedet var ikke stort, men helt fyldt, med fin betjening og kunst på væggene. Køkkenet var lille, akkurat stort nok til at to kokke kunne stå og lave virkelig god mad. Kirsten fik kikærtesuppe, og jeg fik en Norma-ret med tomater, pasta og auberginer.

Vi sidder nu og planlægger de næste dages oplevelser her i området. Der er virkeligt noget at se – små, skjulte pladser i Ortigia, historiske ruiner langs kysten og lokale markeder fyldt med dufte og farver. Vi glæder os til at gå på opdagelse i de spændende omgivelser.