En vandretur ud i det vilde

Dagens vandretur byd på udfordringer. Vejret er fint sol og 22 grader og vi kørte 8 km ud mod Lindosa. Vi havde fået er meget fint kort med beskrivelse af en 6,5 km let rute.

Vi fandt landsbyen og snart efter rutemærkning med gule og røde tegn. Det gik over granitsten og med flot udsigt efter nogle kilometer blev det sværere og sværere at finde afmærkningen i stedet dukkede nogle små varder op. Vi spiste frokost ved et vandløb og derpå krydsede vi åen.

Men nu blev det svært, der var kun et tegn på hvilken vej vi ikke skulle gå. Og gennem tæt krat og bevoksning af lyng forsøgte vi at finde stien. Den fandt vi ikke efter 15 minutter opgav vi, det var for svært. Vi vendte om og snart efter var vi tilbage ved camperen.

Vi ville lige gense landsbyen Lindosa og kornkamrene. Se indlægget på bloggen.

Her i byen var der mange lokale vi gik lidt omkring. Ved en Cafe sad der mange lokale, kvinderne udenfor og mændene spillede kort indenfor.

Alle var i fint tøj og der var annonceret en sammenkomst for en kvinde.

Heldigvis var boden med godt brød og skinke også på stedet, så vi købte nye forsyninger.

I morgen må vi så sydpå til Dourofloden efter gode dage her.

Kornkamre i Lindoso

Her er hvad jeg kunne finde ved besøgscenteret ved Lindosa.

Men først lidt om landsbylivet i Nationalparken.

Vi har set flere kornkamre i brug i området, der er meget interesant, selv om Nationalparken er på størrelse med Bornholm bor her 15.000 og de tilsyneladende mange små landsbyer opfatter vi som isolerede, men det er ikke sikkert. Der dyrkes intenst i meget små havelodder og vi så ingen traktorer eller mindre maskiner. Der er tilsyneladende heller ikke mange æsler, heste, køer, nogle geder og vi hørte høns flere steder. Der var vandings systemer og forskellige hakker og spader. Det var flot at se hvor velpassede haverne var. Det der er mest af er vindruer, der kravler vildt og systematisk op af tråd og stativer. Selvfølgelig er der også alle slags frugttræer omkring landsbyerne og ved husene. Vi så små stykker med majs. Vi så selvfølgelig mest ældre krogede folk med tilsvarende krogede vandrestokke, der gladelig hilser og snakker til – vi kan så tegntolke deres glæde og stolthed.

Bemærkelsesværdigt, at der er liv i disse landsbyer i 2022. De har alle mobiltelefoner og bruger dem flittigt. Der er små lokale købmænd og små caféer hvor man mødes og mændene spiller kort og konerne sidder tæt ved vaskepladsen. Et spændende område, hvor flere etaper af GR 50 går igennem og op til Compostella. For os et spændende område.

Men nu lidt om kornmagasinerne, som jo klart har et funktionelt brug.

ESPIGUEROS AF LINDOSO er aflange kornmagasiner lavet af sten og brugt til opbevaring af majs. Af de omkring 50 epigueros stammer de ældste tilbage til det 17. århundrede. De tydelige hjørner og mangel på lav fra nogle tyder på, at de er ret nye, og nogle andre er lavet af ældre og nyere elementer, hvilket peger på vedligeholdelsesarbejde. Hver epiguero tilhører en familie, og nogle af dem er stadig i brug i dag.

Sengen på epigueroen er lavet af sten og sidder på toppen af stumpe, robuste søjler for at løfte den fra jorden og beskytte majsen mod gnavere. Sidevæggene har lodrette åbninger, der tillader vinden at blæse igennem og tørre majsen, mens for- og bagvæggene kan være lavet af sten eller træ. Tagbeklædningen består af to plader af granit, der mødes i midten og ofte monteret med et kors, også lavet af sten. Rudimentære stentrin findes normalt ved deres forreste åbning.

I Lindoso kan alle epigueros findes på en tærskemark, der ligger lidt forhøjet fra den nærliggende landsby. At finde epigueros på højtliggende terræn er ret almindeligt i Portugal. Påfaldende som dette ofte er, skyldes valget af placeringen funktionelle snarere end æstetiske hensyn. En højere placering vil sandsynligvis modtage den højeste mængde vind, og jo mere ventilation, jo bedre når det kommer til tørring af majs. Dette behov er så meget desto mere tydeligt, når man tænker på, at høsten sker om efteråret, og december er måneden med den største nedbør.

Den kendsgerning, at espigueros plejer at blive bygget i en enkelt klynge nær landsbyen, fik nogle forskere til at tro, at det var en indikation af en fælles livsstil. Yderligere forskning afslørede dog, at klyngningen sandsynligvis tjente det formål at lette overvågningen mod tyve.

Lindoso et særligt sted ved grænsen

Vi glæder os om morgenen at vågne op ved denne campingplads, her er ro, fuglesang og udsigt til en høj blå himmel.

I dag skulle vi udforske en landsby, der hedder Lindoso med en borg og en stor tærskeplads og de små særlige korn siloer. Stedet ligger højt i bjergene her ved grænsen til Spanien og folk er stolte over deres kulturarv. Man møder glade gamle folk med krogede ben og krogede vandrestokke, der hilser med smil på læberne.

Vi ankom ved 11:30 tiden og gik hen til besøgscenteret for Nationalparken. Efter nogen tid lykkes det os at blive lukket ind, der er næsten ingen andre end os i dag. En meget venlig dame forsøgte på bedste vis med tegn og lyde at forklare sig om alt det hun vidste. Vi fik vandrekort og råd om hvor vi kunne spise frokost.

På vej derhen mødte vi en markedsbod med lækre lokale madvarer. Vi købte skinke, oliven og ikke mindst et flot surdejs brød. Herligt.

Vi fandt spisestedet, hvor de lokale arbejdere spiste og en venlig og høflig ung mand gjorde alt for at vi fik en god frokost ret. Det gjorde han ære i.

Snart var stedet helt fyldt med lokale 35 eller flere og de 2 unge drenge fløj rundt og servicerede med et stor smil og moderen samt et par hjælpere tilberedte maden.

Nu ville vi have gået en god tur, men der ville komme regn de næste 4 timer, desværre. Så i stedet kørte vi 30 km til nærmeste supermarked i byen Ponta da Barca.

Vi fik handlet og derpå var det tid til en kaffetår i byen, der også fremstår ren og hyggelig med mange blomster.

Her til aften har vi så nydt et dejligt måltid, med dejlige råvarer og solen har nu været fremme siden kl 16 og vejrudsigten melder om stabiltvejr i mange dage.

Nuuk 2021

Så er vi igen på vej til Nuuk. Vi skal være der fra den 17 til 26 august og vi glæder os til endnu en god tur, hvor vi skal besøge Sten, Nivikka, Jasper og der 2 børn.

Det er altid en god oplevelse at rejse med Apollo, han er så klar over alle turens små detaljer og han er så rolig og opmærksom. Her i Kangerlussuaq er det helt klart at han føler sig hjemme.

I Nuuk ventede Sten og gensynsglæde.

3 kopper og kaffen er klar

Onsdag sejler vi ind til haven og vi regner med at være tilbage mandag eller tirsdag, så skal der igen skrives om turen

Ankomst Nuuk

Vi har haft en meget fin tur til Nuuk i dag.

Når vi ankommer til Kangerlussuaq kan man rigtigt mærke på Apollo at nu er han igen i Grønland, der grines og humøret er højt

At mærke Apollo ‘s glæde er dejligt, men jeg blev meget bekymret over at se hvor tørt der var. Græs og planter er gået ud og det ligner en meget tør græsk ø. Der er ingen myg eller fluer, da der ikke er fugt på fjeldene. Jeg har aldrig set området så tørt.

Vi landede i Nuuk ved 14 tiden og her er det også meget tørt, men i dag lidt køligt 7 graders varme.

Apollo indtog straks Stens lejlighed og hygger sig også her over at være i kendte omgivelser.

Udsigten fra Stens lejlighed