 |
|
|
skrevet d.5 oktober 2000
Vi måtte se at komme videre fra Grand Canyon, men vi måtte gøre det langsomt.
Vi havde derfor valgt at køre langs den østlige del af kanten en strækning på ca 20 miles.
Her kunne vi hele tiden få små glimt at canyonen.
Vi måtte også lige ind for at se et museum og en ruin.
Her møder vi så RangerJeany. Hun står i en lille bygning og holder foredrag for en lille flok interesserede turister foran et meget illustrativt maleri om Anasazi indianerne.
Hovsa, det var noget helt andet en Ranger Rick, han talte jo ikke om indianerne og deres forbindelse til Grand Canyon.
Vi havde jo set på kortet, at der var meget store områder, der her var skraveret med forskellige farver og der stod også Hopi-apache-Navajoreservater på kortet, men ellers havde vi ikke hørt meget om indianerne og Grand Canyon.
RangerJeany forsatte uanfektet vores ankomst sit foredrag og inddrog på en noget overdoserende pædagogisk måde sine tilhørere i beretningen, ved at stille meget ledende spørgsmål.
Men det var meget interessant det hun havde at fortælle om disse Anasazi indianere, der havde boet på dette sted fra omkring år 700 og pludselig var forsvundet omkring år 1300.
Hov, var der ikke noget her der mindede os om Grønland og Nordboerne?
Vi gik nu ud til ruinerne, der var
bygget på næsten samme måde som
nordbogårdene.
Hun fortalte, hvorledes de havde boet tæt sammen i de
små rum, hvorledes de havde levet som jægere og
jordbrugere, deres cermonier, som blev holdt i et rundt hus,
der måske var udformet, ligesom vores
kirketårne, der jo også blev bygget som
forsvarsbygninger med en snæver og stejl trappe i
flere etager. I dette hus var der så tegnet
forskellige vægmalerier.
Det var tankevækkende, at høre hende
næsten ordret fortæle om de overvejelser man
havde om hvorfor denne indianerkultur pludselig var
forsvundet. De samme overvejelser - klimaet, sygdom, krige
mm, som vi har stillet os selv om Nordboernes forsvinden og
så netop inden for den samme tidsramme.
Men måske er det bare sådan, at de valgte at
flytte fordi de nu havde lyst til det.
RangerJeany fik her på
fortræffelig vis lært os at Grand Canyon ikke
kun er for os 5 millioner turister, der årligt kommer
til dette sted.
Her lever faktisk den største del af efterkommerne
fra det oprindelige folk - indianerne.
De har her fået tildelt et meget stort område af
Arizona, Utah og New Mexico.
Her bor ca 180.000 indianere i et område der
dækker ca 1/4 del af Arizona og New Mexico. Det er
også et område der er noget af det mest ubeboede
og golde land. Der tales 4 forskellige sprog i dette store
område. Hvert reservat har sin egen regering og delvis
selvstyre.
Indianerne har som noget særligt lov til at drive
kasinoer til at dække nogle af deres udgifter. Der er
store sociale problemer i disse områder - igen noget
man kan sammenligne med grønlandske forhold - mange
selvmord især blandt unge mænd.
Utrygheden er udtalt - pas på- når I begiver jer
ind i området, det er også nødvendigt med
opslag at gøre opmærksom på, hvorledes vi
skal tiltale og begå os, når vi er i deres
reservater. Lad hver med at tiltale dem som indianere,
bliver der sagt til os.
Vi begav os derind og fik ikke nogle ubehagelige oplevelser.
Vi fik set fattigdommen - de store øde og
tørre områder.
Vi fik også læst i deres lokale aviser om de
mange anstrengelser man gør for at få nedbragt
kriminaliteten og debatten om modersmål
undervisningen, der også her debatteres med stor
kraft.
Må indianerne havde deres eget sprog som første
sprog i skolen eller skal det være engelsk?
Det skal der stemmes om ved valget den 7. november.
Tophistorien i Navajo-Hopi Observer var dog at der i
begyndelsen af oktober måned ville starte et stort
anlagt forsøg på at alle reservaterne skulle
have trådløs internet adgang. Dette skulle ske
ved hjælp af et særligt nyudviklet small-dish
sattelite udstyr. der skulle kunne give meget højere
hastigheder en de nu opreklamerede ADSL forbindelser.
