 |
|
|
Vi kommer kørende ned af Highway 101 har netop drejet fra kystvejen syd for San Francisco med alt dens turisme og vil ned for at se på John Steinbecks land.
Vi har alle læst om tiden i trediverne, hvor depresionen hærger store dele af den vestlige verden, hvor trøstesløs en daglejers hverdag kunne være.
Det er jo lang tid siden, noget der her i vores tid ikke finder sted i et område, der er førende indenfor computerteknologi -vi er nu meget tæt på Silicon Valley.
Mens vi kører bliver de store
truck´s med blanke stålanhængere flere og
flere.
Landskabet bliver mere og mere frodigt. Vi ser store marker
med grønne planter, kraftige vandingsanlæg, her
dufter dejligt frisk.
Men vi ser også mange hvide busser med
anhængere, hvorpå der er plastik toiletter?
På markerne går der side om side en masse
mennesker. Der er opsynsmænd, der kører omkring
i store Chevyer, hvad er det?
Vi ser på hinanden og Andreas siger, det ligner
slaver.
Vi kigger nærmere efter, det ligner mexicanere
fortæller vi hinanden.
I den næste by skal vi handle ind i vores fortrukne
supermarked Safeway. Her er vareudbuddet også
forandret. Personalet taler et anderledes sprog og de
handlende ser ud til at komme fra Mexico.
På campingpladsen taler jeg med
en ældre mand fra dette område, der har boet her
siden 20érne, han fortæller også om at
der ikke er sket så meget for dette område siden
Steinbecks tid. Det er kun sproget og hudfarven der er
anderledes
Det er stadigvæk de samme rige der uanset hvad skalter
og valter med området fortæller han med stor
indignation. De har altid været kriminelle og
stjålet jorden og nu vil de ovenikøbet bygge en
"tollroad" (afgiftsvej), så de selv kan køre
hurtigt til San Francisco. Vi andre må køre
på de hullede og overtrafikerede veje. Det bliver
aldrig anderledes slutter han af.
Vi glemmer lidt om dette, mens vi
forsætter ned langs den fantastiske kyst og vi bliver
så igen mindet om det da vi kommer til LA og
besøger Veronica og Jamie. De bor i et
byområde, der er meget ens med hensyn til opbygning og
udseeende på husene, de er flyttet til dette
område for at undgå kriminalitet og uro.
Her er ro og orden ja nogle steder er der ovenikøbet
vagt og ikke adgang for andre en dem der bor der eller deres
særligt indbudte gæster. Indkøbscentrene
er ens, skolerne og de store kunstigt anlagte søer og
de store sportsarealer med mange og store grønne
områder samt svømmebasiner, der ser indbydende
ud.
Men vi ser kun hvide og "veltrimmede"
mennesker, der har travlt med at give deres børn
"timet" kvalitetstid.
På vej til stranden viser Jamie os det sted, hvor man
her i området kan finde de illegale indvandere. Man
vil nemlig ikke se dem stå og udbyde deres
arbejdskraft ved de velholdte forretningscentre, så
derfor har man forskellige steder tildelt dem et
område, hvor de står og tilbyder deres
arbejdskraft. Her kan man så køre forbi og leje
en for et par timer til at komme og male sit stakit eller
slå sin græsplæne. Som Jamie udtrykte det:
Der er mange børn i vores områder der ikke
gider gøre det "beskidte arbejde" det kan "de" bare
gøre.
Jamie udtrykte også sit eget dilema, hvad skal man
gøre!
Vi vil jo bare give vores børn den bedste
opvækst. Hvad stiller man op med den store fattigdom
der findes sydpå. De har jo levet i et hårdt
diktator i mange år.
tilbage
